Det er rigtig lang tid siden jeg har haft tid og overskud til at skrive. Arbejdet hos Profil Rejser kræver opmærksomhed. Så meget at jeg har svært ved at komme i stemning når jeg sætter mig foran tastaturet. Alligevel er jeg kommet på et par ideer til den 2012 udgaven af LUO. Jeg mangler så bare at finde et hul i kalenderen for at jeg kan komme ud med sproget.
Den femte i rækken min fjerde deltagelse. Det er vanen tro antologien “lige inder overfladen” og det er nummer fem i rækken. Novellen jeg deltager med hedder “bedre oplevelser til salg”. Der er rigtig mange forfattere med.
Antologien udkommer også i år den 15. August. Jeg er meget spændt på at se den endelige udgivelse.
Stay tuned
Jeg vandt en skrivekonkurrence jeg næsten havde glemt jeg havde deltaget i. Jubiiiihihi. Og så i gysergenren. Der blev trukket ti vindere og jeg kender én af medvinderne. Guess Who. Yeps, Silvestri.
Her er et link til siden Virabooks
Jeg har lavet et enkelt omslag til Cirklen og har vist nok også den næste forside til Himmelskibet på samvittigheden. Jeg er rigtig glad for at kunne hjælpe på den måde, og får på den måde flere illustrationer til min portefølje. I sidste weekend fandt jeg ud af at Otto Frello gør det samme, men han gør det nok ikke af samme årsag som mig. OF er kunstneren på Lonnie Krauses nye digtsamling “i virkeligheden har jeg for meget i mine rum” med masser af Senryu, som udkom i fredags.
Samtidig er jeg i aktivering med et kursus, hvor jeg om fire uger skulle få mig et pedagogisk kørekort til voksenundervisning, og på ITU i fuld gang med to fag. Til det ene fag på ITU har jeg skrevet / bygget et program til læsning af epubs på nettet. Det er meningen at programmet skal ligge på en forfatters hjemmeside hvor han m/k kan uddele læseprøver på sine værker. I den forbindelse interviewede (er det et dansk ord?) jeg og lavdede en demo for Kenneth Krabat og Jakob Vedelsby for at høre deres mening om programmet.
Det er der kommet to rigtig gode og inspirerende interviews ud af.
Bro der fører over floden Vilnele og ind i republikken
Science Fiction kan have mange udtryksforme. I den østlige ende af Vilnius, på den anden side af den lille flod Vilnele der på stedet laver et stort udsving, ligger en bydel der, indtil den blev genfødt som et La Boheme agtig kunstnerkollektiv, var forkommen og direkte livsfarlig at færdes i. I dag ligger her den Utopiske Republik Uzupio.
Hermed republikkens grundlov:
Idet jeg gik over til WordPress 3.0 var det gamle tema, nogle plugins og et par widgets ikke helt funktionsdygtig mere. [SNAFU] Resultatet var endnu flere grå hår og et længere skæg jeg kunne rive mig i.
Jeg har lige nu dette “off the shelf” tema, som jeg med tiden vil forsøge at tilpasse.
Flere ændringer takket være Troels sidste kommentar.
Stay Tuned…
Det var sjov så længe det varede, men nu er tiden ved at være ovre. De seneste seks uger var jeg på efteruddannelse på journalisthøjskolen, hvor jeg lærte at skrive journalistisk og jeg er ikke mere den samme. Det lyder voldsomt, jeg ved, men sandheden er, at jeg ikke mere kan læse en avisartikel, se en nyhedsudsendelse, eller høre radionyheder mere, uden at jeg tænker over hvilken teknik, type interviewpersom eller fortællermetode der blev anvendt eller over vinkel og perspektivering.
Kom vidt omkring
Jeg var i folketinget og overværede et samrådsmøde med legelands-, undskyld, videnskabsministeren (det var vist en smutter). Jeg interviewede en geolog for at høre Læs resten
Så umuligt det end lyder bliver der efterhånden sat tal på alt.
Fredagshumøret på P3 eksempelvis, med et decimal efter kommaet.
Sandhedsværdien af det udsagn Peter Jensen fra Gallup læste op da han ringede, på en skala fra 1 til 5 hvor 1 er meget lidt og 5 er meget godt.
Pizzaer uden at nummeret har relation til det antal skiver pepperoni der er på en nr. 23.
Alt får et tal og pludselig kan man forholde sig til det. Også bløde værdier som er svære at måle. Bare man sætter et tal på så kan man regne med resultatet.
Ex. Jeg er glad til en 6’er og fyldt med energi til en s7’er.
Produktet er 42 – Svaret på livet, universet og alting. Så har man jo fundet ind til kernen ifølge D. Adams.
Og sjovt nok virker det. Så længe du går rundt og ikke ved hvor sjovt du egentlig har det (på en skala) så ved du ikke om du skal grine eller være ked af det. Men når du så får at vide, at du morede dig til en 9’er, er der jo ingen grund til at forlange pengene tilbage for billetten, skabe dig åndsvag på GAFFAs hjemmeside eller oprette en hadeside mod Madonna.
Gå nu ud og sæt tal på. Hvor koldt er luften, hvor dejlig solen, hvor smuk din kæreste eller ægtefælle er. Og husk at bruge talene i den gode ende af skalaen. Så bliver du gladere.
I går aftes var en alienhåndfuld (den intergalaktiske race med ni fingre) forfatterne til “Lige under overfladen – den hemmelige dal” forsamlet for at diskutere udgivelsen speciel og science fiction generel.
Cirka tyve minutter over syv kippede forholdet. Gudrun kom ind og såvar der flere forfattere end publikummer.
Her sad vi så Lars Ahn, Claus Æ. Mogensen, Gudrun Østergaard, A Silvestri, Richard Ipsen, Simon Christiansen, Flemming Rasch og jeg. Linet op som the “usual suspekts”. Og Lars Ahn fotograferede os. Lise Andreasen, som også er repræsenteret i antologien, valgte at tælle med som publikum. Carl-Eddy var berettiget stolt over at kunne præsentere “sine forfattere” og havde forberedt en række spørgsmål til alle, så alle var med på et eller andet tidspunkt.
Jeg havde desværre ikke fået læst alle novellerne og forfatterne til fire af dem jeg havde læst var ikke med denne gang. Jeg havde ellers regnet med at Lonni Krause ville dukke op. Så jeg kunne kun snakke med om Lars Ahs “Alien Ghost Ballet” og ” A. Silvestris “Godnat”.
Vi kom vidt omkring. Inspiration til netop vores historie, hvordan vi fandt ud af at der var en antologi på vej, og hvad novellens fremtid ville være. Bibliotekaren (i publikummet) mente at novelleantologier ikke havde nogen rigtig fremtid i biblioteket, da kunderne efterspørger romaner. Jo tykkere, jo bedre. Helst en hel serie.
Så Stig Larsen fik en over nakken (primært af mig) som han nok ikke kunne mærke og Harry Potter fik også en tur som han sandsynligvis heller ikke kunne mærke.
Det var spændende at møde de andre. Høre deres bud på en nær og fjern fremtid. Jeg håber ikke det er det sidste jeg hører fra den front. Og jeg håber at mit kommende bidrag (måske flere) vil blive optaget i den næste antologi.
Jeg er meget tilfreds med at jeg tog med, selvom jeg skulle have været til forfatterskolen.
Jeg tror også, at jeg var den eneste af forfatterne der tillod sig at forlange en autograf. Pinlig har jeg helst altid været
Sådan!
Færdigt arbejde.
Det var der ingen der kunne slå.
Når sandheden skulle frem var der ingen på kontoret, der var på hans niveau. Og nok heller ikke udenfor. Peter tog papiret ud af printeren og så på udskriften. Farverne var perfekte.
“Yes, den er lige i øjet!” sagde han så alle kunne høre det. Hanne, hende ved vinduet, var den eneste der kiggede op fra skærmen. Så lo han højt, for at understrege sin annoncering.
“Hvorfor kagler du sådan? Har du lagt et æg?” sagde Søren fra skrivebordet overfor med hovedet gemt bag LCD-skærmen.
“Yes, Guldæg. Bare vent!”
Han bar udskriften løftet frem foran kroppen hen til kopimaskinen. Brystet skudt frem. Hovedet bukket en smule bagover. Ikke for meget, det skulle nødigt se ud som om han kiggede på lamper eller undersægte loftsplader.
Han kunne selvfølgelig bare have printet en kopi til alle eller, endnu lettere, have sendt dokumentet som e-mail, men på denne måde kunne alle se ham gå sejrsgangen gennem kontorlandskabet.
De var 23 på kontoret. Han tastede 25. Chefen skulle også have en kopi. Og chefens chef.
Originalen, der havde de mest strålende farver, hængte han på opslagstavlen og kopierne delte han ud. Personligt. Og han kunne ikke holde sig fra at knytte nogle ord til uddelingen.
“Du må godt beholde kopien.”, “Skal jeg signere den?”, “Chefen holder sikkert en reception i eftermiddag.”
Peter lænede sig tilbage i kontorstolen og flettede fingrene bag hovedet.
En papirsflyver sejlede gennem luften og landede foran ham på skrivebordet. Det var Sørens kopi, han var den eneste der ville have en autograf.
“Peter for helvede! Det er jo bare et lagkagediagram.”
Det særlige ved Fantasticon er, at det er arrangeret af fans for fans, men samtidig tilsyneladende appellerer til dem der er genstand for fandom’en. Jeg er ikke fan eller i det mindste jeg opfatter mig selv ikke som fan men kan stadig godt være en. Jeg er bare meget interesseret. Nogle ville bruge ordet nysgerrig.
Programmet var således spækket med interessante foredrag, og jeg ville gerne have foretrukket at de sideløbende spor blev lagt i forlængelse af hinanden. Tak til alle der fik skruet det sammen.
Jeg fik købt et par bøger, set én film (Astrópía) og tilegnet mig ny viden om energi, nærfremtidsfiktion, monstre, fremtiden for beregnelighed af det uberegnelige og sidst men ikke mindst tips-og-triks til at blive udgivet.
Jeg fik desværre ikke set foredragene om superheltenes dekonstruktion, Golem legenden og Anarconomy. Men jeg blev præsenteret for begreberne, og kan nu selv finde lidt om det, eller bare tænke over det.
Nogle af de folk jeg snakkede med eller i det mindste hilste på, i ikke nogen særlig rækkefølge (inklusive tyvstaren aftenen før):
Camilla Wandahl, A. Silvestri, Janus Andersen, Carl-Eddy Skovgaard, Henrik S. Harksen, Jeppe Larsen, Jesper Rugård, Niels Dalgaard, Lea Thume, Claus Æ. Mogensen, Flemming Rasch, Rasmus Wichmann, Stig W. Jørgensen, Tue Sørensen, Knud Larn og en stor svensker.
En af dem jeg ikke fik set, som jeg da egentlig havde regnet med var Lise A. (hvor var du?)
Nogle af de folk jeg ikke fik talt med men gerne ville, (nok mest fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige andet end “åhh”, og jeg iøvrigt ikke har noget særlig viden indenfor Science Fiction eller Fantasy, andet end den jeg bruger til at skrive med, som jeg kunne dele med dem):
Charles Stross, H.H. Løyche, Gwyneth Jones.
Jeg glæder mig faktisk allerede til næste år.
Første aften på forfatterskolen SAXO.
Store udfordringer, mere inspiration, nye impulser.
Eller bare puls.
Tretten forfatterwannabees med samme mål: at skrive det ultimative værk. Eller bare noget en anden vil læse og synes godt om langt hen ad vejen. Fælles for os alle er tilsyneladende, at en lottogevinst af den store slags kunne være dejligt. Mere end det. Fremragende. Super. Lige det vi stod og manglede.
For så kunne vi bruge tid på det manuskript der ligger i skuffen og endelig få det gjort færdig. Få det udgivet. Få nogen anden end vennen, kæresten eller konen til at læse det. Nok mest manden, da der var elleve trettendedele kvindelige elever.
Lad lottokuglerne blive kastet den rigtige vej.