Så har SkyCity fået en lænke til virkeligheden. Det måtte jo komme …
SkyCity er min første Science Fiction novelle som jeg har fået udgivet. Den blev bragt i den første antologi i Lige under overfladen serie. Et hus bygger sig selv, men programmet til byggeplanen har en fejl, og huset ved ikke hvornår det skal holde op med at vokse.
Jeg er jo, som sagt, med i det næste bind af Lige under overfladen serien.
Den lange forhistorie: I forbindelse med LinkedIn har jeg fået adgang til et andet netværk(-sprogram) som hedder Behance og som jævnligt forsyner mig med tip, tricks og tankevækkende tidbits. I én af disse indslag var der et råd om jævnligt at gennemgå sine noter man har lavet for at sortere i dem og smide dem ud der er blevet overflødige, eller give dem nyt liv i andre projekter.
Jeg gennemgik derfor lige mine noter og historiebrokker som ligger spredt ud over et stort areal af noter foretaget i forskellige notetagningsprogrammer (sjovt nok ligner det situationen på mit skrivebord på arbejdet, hvor jeg laver noter både på store og små post-it, på kvadratiske blokke, den slags man får i reklamegave med virksomhedens navn trykt på siden af blokken, og bagsiden af udskrifter af mails som ved en fejl blev udskrevet i sin helhed i stedet for blot det vedhæftede dokument).
Jeg fandt en passage på knap 500 ord som jeg aldrig fik brugt. Jeg gengiver den her uforkortet og som appetitvækker på min historie i LUO7, og kan muligvis give jer et indblik i, hvordan jeg arbejder. Titlen skulle forøvrige have været Loop, men så kom Adolphsens roman ind fra siden, og det var ikke lige noget jeg skulle have blandet ind i min historie.
Loop
Indledningsjinglens fuldorkesterfanfare rumler øredøvende i studiet og er faretruende tæt på at flænge Jacob Rolins trommehinder. Selvom han fik indskærpet ikke at gøre det, holder han sig for ørerne foran 2000 publikum i studiet og godt og vel en milliard betalende tilskuere ved deres streaming klienter.
Musikken dæmpes en smule og den velkendte dybe stemme fra den anonyme presenter taler hen over musikken “Velkommen til Felix’ Fanstream,” – en trommelhvirvel sætter ind – “med den enestående …” – “… fantastiske …” – “… fænomenale …” – “… when the shit hits the fan, it poors …” – “… and one and only …” – trommehvirvlen stopper – ” … Felix Meissner.”
Jinglen fortsætter i dæmpet styrke mens webfænomenet Felix løber ind på scenen. Publikums bifald raser. Med en håndbevægelse får han nogenlunde styr på klapsalven og begynder at tale. “I anledning af de aktuelle begivenheder har vi forberedt et lidt andet andet program for i aften, og jeg har kun inviteret én gæst. Han sidder allerede her bag mig og han har fortalt mig han er lidt nervøs. Så vær søde imod ham.” Felix holder en kort pause og ser alvorlig ud. “Not!” tilføjer han i et langt råb, og publikum begynder at juble.
Jacob skulle have sagt nej til dette cirkus, men det var en enestående mulighed at nå ud til så mange mennesker på en gang. En ny jingle begynder, og igen stikker Jacob fingrene i ørerne.
Med sin varemærke dans nærmer Felix sig siddegruppen, hvor Jacob allerede sidder, og lader sig falde i stolen efter en afsluttende piruette da musikken slutter. Han lægger en hånd på Jacobs knæ. “God dag Jacob og velkommen tilbage.”
Jacob nikker og smiler. Felix ser på en af de mange telepromtere der er stillet op i studiet. Jacob ved, at et 20 mands stærkt hold researchere sidder i kontrolrummet og finder baggrundsstof til Felix og forsyner ham med en konstant strøm af informationer. Derfor er Felix altid velunderrettet. Da Felix manager indvilligede i, at Jacob skulle interviewes, blev Jacob indviet i studiets arbejdsmetoder, og det var som om illusionen brast, for i virkeligheden var Felix ikke andet end en nikkedukke, der ikke var så kløgtig som alverden troede, omend dygtig til at foregive kløgtighed.
“Du er jo dagens helt lige nu, kan man vist godt sige. Alle taler om dig. Fortæl os hvor lang tid du var af sted.”
“Godt to uger.”
“Det må du forklare os nærmere, for ifølge det tekniske team der muliggjorde din ekspedition, var du kun væg i lidt under et sekund?”
“Ja. Det er rigtigt.”
“Hvordan kan du så have været væk i hele to uger?”
“Det var en tidsrejse jeg var på. Hundrede år ud i fremtiden.”
“Så du har været væk i hundrede år?”
Jacob sukker. Det var en fejl. Intet fornuftigt vil komme ud af at blive interviewet af denne mediedukke. “Nej bare to uger. Vi havde bygget denne sensorapparatur der var designet til at opsamle alle mulige slags data over de kommende hundrede år, og det var min opgave at hente disse data.”
Jeps jeg er med også denne gang. LUO7.
Min historie hedder “mod bedre tider” – en tidsrejse historie med fortsættelig genskrivning af fremtiden. Og så ikke mere om den.
Blandt de udvalgte er “a lineup of the usual suspects”, som Rasch, Ahn, Østergård (som leverer titelnovellen), Silvestri, Krabat, Rugård, Krause m.fl. der flere gange har været med i de tidligere LUOer, plus en flok nye navne.
I år bliver der to udgivelser, hvor den ene kommer nu og den anden omkring tiden for Bogforum. Som det næsten er tradition for SFCs husgrafiker, leverer jeg også denne gang omslaget. Til begge.
Men nu til noget helt andet.
Jeg havde en underlig og litterærlig oplevelse. I mit forsøg på at finde ud af, om jeg er på vej til at blive en anerkendt forfatter så jeg endelig kan få anbragt et (bestemt) manus hos et anerkendt forlag for ikke at skulle gribe til selvudgivelse, støvsugede jeg rutinemæssigt internettet for titler jeg har skrevet for at se, om der er andre end personer i SFC-/Fantastic-/vennekredsen der er faldet over mig. Til min skuffede overraskelse var der gevinst denne gang. På et forum jeg ikke anede eksisterede (Formspring.me) bliver en person med handle AndaFalk, og ligner Charlize Theron på en prik, spurgt om hvad den mærkeligste bog hun nogensinde havde læst hedder, og hvad den handler om. Charlize svarer, at det var T4nke XPr1m3nt og at hun i øvrigt ikke læste den færdig, fordi den var for mærkelig (http://4ms.me/1axaE8l)
Så er den i det mindste mærkelig
Så skete det.
Der var to torsdage i en uge, jordens tiltrækningskraft negerede og jeg blev formand af Science Fiction Cirklen. Lidt over en uge efter generalforsamlingen, hvor jeg blev forfremmet fra suppleant til fuldgyldigt bestyrelsesmedlem, holdt bestyrelsen for SFC et af de månedlige bestyrelsesmøder, hvor bestyrelses konstituerede sig selv, og jeg blev opfordret til at lade mig vælge som formand efter at Lea Thume trak sig utidigt (i utide).
Jeg var lidt overrasket over nomineringen , selvom jeg så det komme. Nu må jeg se at udfylde pladsen godt nok, så jeg efterlader posten i god behold indtil nogen andre overtager.
I går aftes på vej hjem i toget så jeg artiklen om den boglæsende Amalie, som jeg fotograferede og forevigede på Facebook med en dumsmart(!) bemærkning. Nu er jeg ked af at jeg gjorde det.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ikke har noget imod Amalie andet end det mediecirkus hun befinder sig i, som hun og pressen så snedigt holder i kog for at sælge blade, bøger og reklamefinanserede realilty shows.
Men det er ikke for hendes skyld at jeg er ked af der.
Når jeg skal være helt ærligt, er jeg skide misundelig over at det har afkastet netop den udgivelse (en reality-bog skrevet af Amalies mor om hende og sig selv), så intetsigende den end kan være, som Amalie nu har læst i sin helhed. Misundelig, fordi jeg stadig forsøger at få udgivet min roman, som er en milliard gange mere interessant end Amalies mor, når jeg selv skal sige det.
Samtidig bekymrer det mig at forlaget har udgivet den for at ikke blot Amalie, men læsere i tusindtal vil anskaffe sig den og måske også læse den. For er lavpunktet ikke nået, når et virkeligt eller blot påstået dumt menneske er omdrejningspunkt i en pengemaskine der brødføder hundredevis og underholder titusinder, og at selsamme dumme menneske bliver rollemodel for en skare vildledte teenagere der tror, at realityTV handler om virkeligheden?
Amalie er centret i en medieskabt virkelighed der peger ind mod sig selv, og bliver holdt kørende af folk som vil høre mere hende og hendes verden og af folk som har ondt af hende, fordi det udefra ser ud som om, hun bliver misbrugt af medierne der kredser om hende, men også af folk som hader hende for netop det.
Er jeg blevet én af dem?
Det jeg er ked af her til morgen er, at jeg med min Facebook opdatering er med til at holde gang i netop den Amalieverden.
Endda uden at få penge for det.
Dette er det sidste afsnit af ekstramaterialet, og meget passende er det om den ældste novelle i samlingen. Siden det er den ældste kan jeg faktisk ikke helt huske, hvordan jeg kom på ideen.
Jeg skrev SkyCity i 2007 og det er den første novelle jeg nogensinde har fået udgivet. Jeg havde lige afleveret T4NKE XPr1m3nt til SFCs romankonkurrence, og så, at der ud over romankonkurrence også var en indkaldelse til novelleantologien Lige under overfladen.
SkyCitys novum er en blanding af nannoteknologi, kunstig intelligens og hive mind. Baggrunden er inspireret af bygningen af babelstårnet. Det er derfor hovedpersonen hedder Romi og bygmesteren Rodmin, efter kong Nimrod, og novellen skulle handle om mistet kommunikation.
Inden jeg skrev SkyCity var min interesse for science fiction mest på film, og det jeg havde læst var udenlandsk på engelsk eller oversat til dansk. Den nærmeste literære inspiration til novellen skal derfor findes i William Gibson, Bruce Sterling og Tad Williams (Otherland) og så en smule Arthur C. Clarke og Carl Segan.
Tilbage til overblik
I forordet til Galaktiske forestillinger nævner jeg begrebet marketing warfare som en af inspirationskilderne til RT2200 DragonFly – transpeeding er en livsstil.
Men det er ikke det eneste.
For at have et produkt der kunne behandles med ovennævnte begreb, måtte jeg opfinde noget, samt en tilhørende markedsføringsstrategi. Jeg forestillede mig at det skulle være et produkt der i sig selv som behovsopfylder ikke skulle adskille sig fra andre tilsvarende produkter, men at det i kraft af en virtuel værdi igennem Læs resten
Baggrunden for Sundgatan ligger lidt tilbage i tiden, og ventede bare på en anledning til at blive skrevet.
Mens jeg studerede på teknikum i Sønderborg, var det nærmest et ritual at tage en tur med Spritteren en gang om måneden for at forsyne sig med billigere cigaretter, ja jeg røg engang, eller bare som opvarmning til byturen en fredag eftermiddag. Selvom der var rutefart mellem Sønderborg og Langballigau i Tyskland, var der ikke så meget persontrafik mellem landene, og eksistensgrundlaget var således også begrænset til salg af cigaretter og stærk alkohol som kun var toldfri når den blev transporteret i mavesækken eksklusive emballage.
En lignende situation findes stadig i Helsingør, med trafik bestående af Læs resten
… var arbejdstitlien på novellen Karmacorp. Den handler på sin vis om, hvad der gør inividet unikt og om man kan leve videre som netop det individ, hvis man kun viderefører dets profil (læs sjæl) og ingen af dets erindringer, og om man så er udødelig.
Den er inspireret af Lars Ahns novelle Afhøring af offer nr.5.
Hans novelle er en transkription af en afhøring af et offer for en forbrydelse, og jo længere man kommer hen i novellen jo mere uhyggelig bliver situationen for den afhørte. Det er ikke fordi ideen er helt ny. Mange har allerede beskæftiget sig med ideen om at tage kontakt med fornyeligt afdøde ved at tappe Læs resten
Et værktøj som hammer og skruetrækker er jo forbedringer af mennesket, beregnet til at manipulere den fysiske verden på en måde som kun er mulig med dem. Jeg har tit spurgt mig selv om, hvorvidt også kommunikations teknologi (mobiltelefonen, computeren eller iPad’en) er en udvidelse af mig selv til at manipulere min omverden, både fysisk og nu også socialt. Den er både et arbejdsredskab, min hukommelse, mit taleorgan og en fjernbetjening af min stedfortræder på internettet på bl. a. Facebook og LinkedIn. Igennem stedfortræderen deler jeg mine tanker (dem jeg vil dele) med alle, og mine tanker bliver påvirket af min færden i nettets virtuelle Læs resten
En anden af Knud Larns novellekonkurrencer hed i 2009 “danskerne og robotter”. Jeg skrev novellen De danske tillæg. Siden Fanzine nr. 18 først nåede at blive udgivet i 2011, blev novellen nomineret til Niels Klim Prisen for bedste novelle i 2011 som eneste novelle i den samling, og det på trods af, at den ikke vandt prisen som bedste novelle det år konkurrencen løb.
Jeg skrev novellen samme år som jeg både læste Læs resten
Knud Larns tilbagevendende novellekonkurrencer havde i 2008 temaet “danskerne og tidsmaskinen”. Bidraget jeg skrev valgte jeg at tage med i Galaktiske forestillinger fordi det er den eneste anden tidsrejsehistorie jeg (indtil nu) har skrevet ud over “Sket er sket” i LUO3. Muligvis er den mere en parallelle universer historie end en decideret om tidsrejser.
Novellen indeholder flere i tidslinjer der er indlejret i hinanden. På tysk kalder man det verschachtelt, det er sådan et skønt ord. Selvom det på et tidspunkt ser ud som om hovedpersonen, aktivt ændrer på sin egen fremtid, bevæger han sig ikke ud af stedet, men gennemlever a la Groundhog Day ikke blot den samme dag, men resten af sit liv fra et og samme tidspunkt. Læs resten