Jeg gjorde det.
Jeg tog min Philishave, der havde fået en uges hviletid, ud af skabet og lod den pløje sig igennem stubbene, som efterhånden mere lignede et decideret skæg end fancy usoignerethed. Selvom maskinen var den model der blev leveret i en metaldåse med James Bond uden på (som i øvrigt mere lignede en dåse til småkager end en beholder til barbermaskiner) havde den problemer med stubbenes længde. Derfor tog jeg skraber og skum frem, som jeg ikke havde brugt siden jeg fik min shaver. Velkendt teknologi fra attenhundredetallet. Men også med det udstyr havde jeg besvær med at slette sporene efter mit ugelange forsøg at leve på grænsen mellem virkelighedsflugt og barske realiteter. Skraberen var i mellemtiden sandsynligves blevet brugt til at holde et såt dameben eller armhuler glatte.
Med lidt intensiv bearbejdning af behåringen, lykkedes det mig til sidst at find frem til det glatte ansigt. Det var gået op for mig at det ikke nødvendigvis klædte mig med smart ansigtsbehåring. Stubbe à la Hank. For tyve år siden havde det sikkert været mere tiltalende at se mig i det rå look med cigaret i mundvigen, men i dag lignede jeg mere en julemandsaspirant. Med det i mente var jeg ikke fristet til at lade det blive længere og holde det fint og trimmet som Richard Branson.
Med mit held var jeg nok endt med en hårpragt som Gimli eller Erwin Neutzsky Wulff .
Selvom det også sender visse signaler af litterær art, er det ikke dem jeg vil sende.