Tag-arkiv: Frederiksbergikation

Pause – take one

Skriv et svar

Bag mig kan jeg høre et mekanisk bølgende susen, hård som en mur af metal, langsomt svulmende i styrke for derefter at falde hen, indtil næste bølge overtager og overdøver sin forgænger. Lyden er sammenfaldende med en dyb knurren der forplanter sig i undergrunden og ender som vibrationer i bænkens træ, engang i mellem brudt af en skinger hvinen som truer med at flænge mine trommehinder til strimler, en munter fanfare med kun en tone eller et langt og melodiøst udbrud af harme.

I dyb kontrast dertil opfanger jeg foran mig noget organisk, dyrisk og vådt. Et kor af hvæsende svaner begynder på en pludselig sang mens de plasker rytmen i overfladen, og dernæst kun hvæsende stiger opad. Nedenunder taler andre skabninger til hinanden med et ordforråd af kort skrydende konsonanter og langtrukne vrinskende vokaler og animerede agitatorer kurrer og skvadrer ivrigt gispende om føde og forplantning.

Men til højre og venstre, er lyden ligesom barnlig glæde af friske hyl blandet med kærlig hvisken af smaskende kys.

His brain has gone

Skriv et svar

Trekkies vil vide at det er en replik af dr. McCoy i det afsnit hvor Spock har fået fjernet sin hjerne. De helt kvikke vil ligeledes vide hvilken Stardate det var (5431.4 hvis du skulle finde på at spørge), og at de når at få Spocks hjerne tilbage inden kroppen går i forfald.

Min hjerne er gået og har glemt at lukke lyset. Jeg besluttet mig for at skrive et filmmanuskript på 100 sider over de næste 30 dage, og jeg er ikke engang hjemme i påsken. Hvad værre er, jeg er ikke engang hjemme næste weekend eller weekenden efter påske!

Jeg kan nu også diagnosticeres på den måde og stille mig et hjørnet med de andre hjernedøde skrivenørder, der mener, at det er sjovt at skrue forventningerne så langt ned at man kan nå det på en måned.

Det kan være jeg var et nummer for kæk, men jeg har et plot fiks og færdig og jeg har får prøvet at skrive meget, på kort tid…

Hvorfor jeg gør det, spørger du.

Hvorfor ikke.

Natten da verdens hjerte sprang et slag over

2 svar

Er det ikke underligt?

Det er først om mandagen du mærker, at vi er gået fra vintertid til sommertid. Hele søndagen går med at du står sent op, spiser sent morgenmad, børster sent tænder og får din eftermiddagskaffe lidt senere end normalt. Mest fordi du ikke har nogen deadlines du skal nå. Når det så går op for dig, at det nu er sommertid, går du rundt til alle ure i huset og lægger manuelt den obligatoriske time til, der hvor det kræves. Så går du tilbage til det du nu gør om søndagen og glæder dig i det stille over at det snart er sommer.

Hvor rart.

Det er først om aftenen at sommertidens første forstyrrelser viser sig: du tænder TV’et og din søndagaftenyndlingsTVserie har allerede begyndt og du missede de første vigtige minutter. Aftensmaden blev indtaget efter lysforholdene og ikke efter klokkeslæt. Og det fortsætter resten af aftenen inklusive sengetid: du læser lige i bogen en time længere end hvad klog var. Så ligger du der i sengen og stirrer i loftet, føler noget er galt. Er det sent nok til at falde i søvn, eller har du bare været to timer om at tage nattøj på?

Den rigtige hævn kommer så mandag morgen. Alting er forkert. Det er ikke lyst nok, ingen vågner af sig selv, avisens bump igennem brevsprækken lyder alt for tidligt, blæren er ikke så påtrængende som normalt, kaffen er for lang tid om at løbe igennem og brillerne er unødvendigt slørede selvom du pudser dem med den lodne klud der fulgte med fladskærmsTVet som du hellere end gerne bruger til dine briller fordi den klud har en størrelse du altid havde ønsket sig fra en brillepudseklud.

Det er faktisk utrolig hvor vigtig den ene time verden sprang over lørdag nat egentlig er om mandagen.

DanTaxa

Skriv et svar

I dag er det Dan Tuèlls fødselsdag. Han ville være blevet 63. Han har haft mange erhverv. Bl.a. underviste han sammen med Jannick Storm på Danmarks Biblioteksskole i starten af 1970’erne i faget Science Fiction. Pudsigt!
I anledning af hans fødselsdag leger jeg lidt med tanken om, at “jeg skulle have været taxachauffør”.

Jeg kan slet ikke forstå hvad han siger, så derfor viser han mig sin mobil med adressen. En god tur og vejnavnet lyder bekendt, men jeg kommer ikke så ofte ud på de kanter. Hurtigt taster jeg adressen ind i GPSen. Et sted ved vandet. Vi triller af sted.

Jeg forsøger at tale med ham, men han forstår ikke en skid.

Da han steg ind var jeg sikker på, at han skulle til Nørrebro eller Halmtorvet i gamle dage, men Ishøj passer lige så godt. Jeg kan se ham i bakspejlet. Furer i ansigtet. Han sidder lidt sammenbøjet med et udtryk som om noget gør ondt hele tiden. Han har sikkert levet hårdt og kan nu mærke konsekvenserne. Måske er han musiker.

Det skifter til grønt, jeg trykker på speederen og Mercedes’en trækker godt.

Da kan kom ind så jeg, at han har jeans på og en sort hue ellers helt almindelig klædt. Musikere, ja de går jo ikke rundt og ligner nogen der skal gå på scenen hvert øjeblik det skal være. Han er helt sikker musiker med masser af Rock og Rul og babes og sprut i lange baner. Hvis vi talte samme sprog ville jeg begynde at tale om vejret, han ville så svare, at det er det samme over hele Europa, og det ville han vide fordi han er på Europaturne. Og så kommer vi til at snakke om musik, og hvilken musik jeg godt kan lide. Så ville han fortælle mig navnet på bandet han spiller i og ville give mig fribilletter og bede om at jeg finder en station i radioen som spiller noget rock.

Jeg drejer over på 100FM, skruer lidt op og kigger i spejlet.

Når lige over krydset inden det bliver rødt  og så op på tilkørselsrampen. Ring tre er bedre her tidlig på eftermiddagen.

Han sidder og stirrer ud af ruden, reagerer slet ikke på musikken, ingen rytme. Han havde kun en lille rygsæk med. Umuligt at en guitar passer i den. Måske er han slet ikke musiker, han ser også lidt gammel ud, men slet ikke lige så gammel som Keith Richards.

En melodi spiller. Det er hans telefon der ringer. Han griber i sin jakkelomme og begynder at tale ”Da“ siger han. Det lyder som russisk eller et eller andet jeg ikke forstår. Han smiler og plaprer højrøstet løs. En russer i Danmark. Han prikker mig på skulderen og gør tegn til at jeg skal skrue ned for radioen. Han ser en smule sur ud. Mundvigene hænger. Jeg skruer ned.

Det kan være, at han er fra den russiske mafia. Jeg kigger på GPSens display. Ude ved vandet. Langt fra Ishøj Strandvej. Der ser ud som om der kun er en parkeringsplads og en større bygning der ude, og en marina som sikkert er øde her om vinteren. Jeg drejer spejlet en smule for bedre at se ham. Han griner ondt og forbryderisk mens han kniber øjnene sammen til to gnistrende spalter. Når vi kommer til parkeringspladsen tager han sikkert en pistol frem og så forlanger alle pengene eller også er han lejemorder og jeg skal køre ham igennem hele byen ligesom ham Jamie Foxx i filmen med Tom Cruise.

Vi forlader Ring tre og kører ned på Ishøj Strandvej. Til venstre kan jeg se den bygning vi skal over til. Den ligner en kæmpe stor grå presenning der er trukket stramt henover et tærrestativ.  Nu kan jeg huske at adressen hører til Arken. Manden betaler med en del ekstra og kravler ud.

Måske er han tjekkisk gallerist eller en berømt slovakisk kunstner.

Hvem ejer hvem

Skriv et svar

De traver rundt med tungen slaskende i mundvigen, eller snuden få cm over jorden. Bjæffer hysteriske eller glammer magelige når de møder en anden. Snuser til træer, hinanden eller sig selv. Jagter uskyldige ænder i vandet. Skider på stier og overtisser de bænke som de gamle damer sidder på med deres poser, indeholdende rester af franskbrød til ænderne.

Efter sig trækker de mennesker, som de ofte har i en snor. Får dem til at løbe ind og ud mellem bænke og skraldespande, op ad skråninger og igennem pytter. Bruger snoren som snubletråde for de andre fritløbende mennesker og bjæffer ad dem der vover at springe over eller gå uden om snubletråden og ad dem der rent faktisk falder.

Menneskerne som de har i snor samler de sammen i grupper på tre eller fire for at lave en menneskeroulade ved at løbe omkring gruppen med snoren efter sig og stramme den til, alt imens de hoster og halser i deres eget uforståelige sprog. Venter på, at én skal falde for at gø ad og måske tisse på staklen.

Når jeg tænker over det, kan jeg blive helt i tvivl om ejerforholdet mellem mennesket og dets bedste ven.

Find på noget
(det tomme blogindlæg med kommafejl)

Skriv et svar

Der har været lidt tomt med inspiration i den øvre etage de seneste par dage, og jeg begyndte dette indlæg ved bare at bare at skrive enkelte ord efterhinanden, som så dannede en sætning for måske at blive til flere sætninger og til sidst give mening, fordi jeg skulle finde på noget, men de eneste inspirationskilder jeg har er mine to daglige gåture langs søerne, mine 7 3/4 timer på arbejdet og familielivet derhjemme. Jeg kan jo ikke blive ved med at skrive om ænder og svaner eller beskrive hvordan isen smelter, arbejdet er kedeligt, trade secrets, begge dele eller bare business as usual, og familielivet er helligt (medmindre det er heftigt modificeret).

Og så er det lang tid siden jeg har “Hank’et” den i lænestolen, eller har været på café. Nok mest fordi badevægten siger nej. Men et eller andet skriveværdigt må jeg da have lavet, siden jeg bliver ved med at taste knapper. Det er nok bedst hvis det ikke er mig der bedømmer om det er læseværdigt.

Jeg læste det jeg lige har skrevet igennem og jeg må indrømme at jeg ikke er så stærk i det nye komma. I går aftes sagde Trisse siger at det er lige meget med komma, og Birger plejer at lægge en stak i begyndelsen af sine historier så læseren selv kan fordele dem hvor de mangler.

Dem vil jeg så slutte med ,,,,,,,

Folk der googler sig selv

Skriv et svar

Jeg tror ingen kan sige sig fri for at have googlet på sit eget navn. Det kan være for at se om der er navnefætre eller -kusiner der rent faktisk har opnået en vis berømmelse, om nogen har oprettet en hadeside til ære for en (eller for navnsammenfaldet), om sidste weekends udskejelser er endt på Crazy Daisy’s party galleri eller nogen har tag’et dig på facebook på et billedet hvor du får en body tequila med hår på brystet.

Jeg har selv navnefætre. En i Frederikshavn der tilsyneladende ikke går meget webvæsen af sig selv, en brugtvognsforhander lige syd for grænsen i Achtrup og en politiker i Slesvig Holsten med en post i landbrugskammeret. Nu er den dansk-tyske kombination da også noget usædvanligt. Nok mest fordi Manfred i sig selv er også et navn man internationalt trækker på smilebåndet af, og derfor udsætter forældre sjældent deres børn for den tortur det er at have et griner-navn. Jeg behøver blot at nævne den mutte mammut, Snoopies yndlingsbaron eller se her http://www.inherentlyfunny.com/funny-1716-manfred.html.

Det er straks noget helt andet hvis man rent faktisk hedder “Connie Nielsen” eller “Viggo Mortensen”. Så bliver man nødt til at være mere specifik. For eksempel ens interesser, øgenavn eller erhverv.

Når Google så finder ens navn og det rent faktisk er én selv den henviser til, er det som at stå i rampelyset. Så skide være med, at man har brugt nogle meget specifikke søge ord som ” Viggo Mortensen aka Pølsen regnskabsassistent modeltogentusiast” eller “Connie Nielsen hækleopskrifter til Barbiedukker”, og at søgeresultaterne fylder mindre end en side og man er den eneste i verden der ville vide hvad man skulle skrive: man står der i rampelyset der i lyskraft svarer til godt en diodelygte fra Rema1000 og føler sig selv en smule berømt.

Hvis så vennerne finder ud af, at man googler ens navn, og ikke mindst med hvilket formål, svarer det sådan nogenlunde til, at man står derhjemme og spejler sig i IKEA badeværelsesspejlet, det med pærerne i rammen, så det ser ud som et back stage sminkespejl, og med en kam i hånden, som lige var brugt til at sætte håret mere VoiceTV-moderigtig, og agerer Dustin Timberlake eller Christina Aguilera, og døren går op og datteren står griner over hele ansigtet, fordi det er noget der ikke ligger så fjernt fra det hun var på vej til at gøre når døren igen var lukket men også låst og hun var alene derude.

Moralen er at man skal huske at låse døren til badeværelset og jævnligt slette sægekriterierne i Google.

Og glem ikke cachen.

Hejremanden

4 svar

Han kommer på en rusten cykel der mangler en ege i baghjulet. En taske med godbidder klemt fast på bagagebæreren. Når han nærmer sig søen begynder han at fløjte og vinker med hånden.

Rutineret.

Hans sko er slidte. Hælene næsten væk. Ingen sokker. Forvaskede cowboybukser, ikke moderne men bare gamle og slidte. En sweater under den praktiske vindjakke. Hætten trukket op over det mørke krøllede hår, holder ørerne varme. Ansigt og hænder er vejrbidte.

Han fløjter og vinker. Slår på låret. Siger “kom” med en lille stemme som kun fiskehejren og jeg kan høre. Venter tålmodigt. Han ser ikke, at jeg iagttager ham for at lære hans fag. Han har kun øje for fiskehejren i søen.

Fiskehejren. Står som en statue på tynde ben og stirrer i vandet med de store orangegule øjne. Halsen er forment som et S og spændt som en fjeder. Når en fisk kommer indenfor rækkevidde strækker den sin krumme hals og det spidse næb jager ned i vandet. Fisken har ingen chance.

I nærheden af mig på stien står en hejre. Den hoppede i land da Hejremanden kom. Jeg er ikke i tvivl. Den har ligesom jeg fået øje på ham. Iagttager ham. Ikke for at lære, men for se om Hejremanden har en lækkeri i hånden.

Med et par kraftige vingeslag er den i luften. Lander flaksende foran ham. Snupper belønningen ud af hans hånd.

Hejremanden smiler. Ikke selvtilfreds eller stolt, er jeg sikker på, men fordi han fik selskab af hejren, og flere kommer til. Det eneste han gør, er at fløjte og vinke med hånden. Slår tålmodigt på låret. Siger “kom”. Har noget hejreguf.

Og fiskehejren kender ham.

Erindringens sarte håndkantslag i nakken

Skriv et svar

I disse kolde tider går jeg altid med en hyggeflis, men i går gik lynlåsen på min trofaste flisjakke i stykker. Den tiloversblevne del af mekanismen sad urokkelig fast i den takkede kant og den tætsluttende åbning i halsen, meget rar i denne kulde, var for snæver til, at jeg kunne trække den over hovedet, så jeg måtte klippe flisen op for at få den af. Den eneste erstatning jeg havde i klædeskabet var en vestagtig ærmeløs træningsjakke med hætte som jeg på et tidspunkt havde købt i kådhed over at have bestået min 6. kyu grad i kyokushin karate.

Udstyret med denne kampsportspåklædning gik jeg så til de første to lektioner i aftenskole for wannabe-writers, med det formål at træne mig til det sorte bælte i skrivning, med vores nye sensei, Trisse Gejl (5. dan i forfatter).

Efter 10 minutters intensiv opvarmning fik vi på tur nogle terninger som vi skulle kaste og derefter skulle vi skrive vores erindringer fra dengang vi havde den alder øjnene viste. Jeg fik tolv.

Tolv.

Hvad dælen lavede jeg da jeg var tolv?

Mit blik faldt ned over mit træningstøj og kyokushinmærket. En episode fra et koloniophold på Rømø stod pludselig rødmende klart i frontallappen. Min dengang mindre udviklede realitetssans fik mig til at bilde de andre ind, at jeg kunne karate. Sådan cirka 25 år får jeg rent faktisk begyndte at træne det for real. Men det var efter de andre havde smidt en balje med vand, som led i en vandkamp, over døren ind til den toiletbås hvor jeg sad og lavede forretninger. For ikke at skulle opleve det igen, blev jeg nødt til at finde på en historie.

Det var rent selvforsvar, og siden jeg var den eneste fra min skole der var på den sommerkoloni, så jeg kunne jo fortælle hvad jeg havde lyst til, opføre mig som det passede mig. Jeg ville jo nok ikke komme til at måde nogen af dem igen.

Jeg kunne da også lidt: Bruce Lee (ham der er inde in David Duchovny – Bruce Lee døde nemlig aldrig) var allerede dengang en slags idol for mig, og jeg havde lært mig selv et par tricks via tegneserier og bøger i bedste karate kid stil ni år før filmen. Jeg mødte bare aldrig min Mr. Miyagi.
De andre satte mig også på prøver: “Slå lige den gren over” og “det her bræt er for stor”. Heldigt for mig var de fleste prøver tynde kviste fra underskoven og indtørret flydetømmer. Jeg slap så for flere våde overraskelser resten af koloniopholdet.

Hvad jeg ikke havde overvejet var, at jeg skulle skifte skole efter sommerferien, og i den nye klasse kunne jeg møde flere af mine sommervenner.

Hva skal jeg sige?

OSU!

Der Bart ist ab.

Skriv et svar

Jeg gjorde det.
Jeg tog min Philishave, der havde fået en uges hviletid, ud af skabet og lod den pløje sig igennem stubbene, som efterhånden mere lignede et decideret skæg end fancy usoignerethed. Selvom maskinen var den model der blev leveret i en metaldåse med James Bond uden på (som i øvrigt mere lignede en dåse til småkager end en beholder til barbermaskiner) havde den problemer med stubbenes længde. Derfor tog jeg skraber og skum frem, som jeg ikke havde brugt siden jeg fik min shaver. Velkendt teknologi fra attenhundredetallet. Men også med det udstyr havde jeg besvær med at slette sporene efter mit ugelange forsøg at leve på grænsen mellem virkelighedsflugt og barske realiteter. Skraberen var i mellemtiden sandsynligves blevet brugt til at holde et såt dameben eller armhuler glatte.
Med lidt intensiv bearbejdning af behåringen, lykkedes det mig til sidst at find frem til det glatte ansigt. Det var gået op for mig at det ikke nødvendigvis klædte mig med smart ansigtsbehåring. Stubbe à la Hank. For tyve år siden havde det sikkert været mere tiltalende at se mig i det rå look med cigaret i mundvigen, men i dag lignede jeg mere en julemandsaspirant. Med det i mente var jeg ikke fristet til at lade det blive længere og holde det fint og trimmet som Richard Branson.
Med mit held var jeg nok endt med en hårpragt som Gimli eller Erwin Neutzsky Wulff .
Selvom det også sender visse signaler af litterær art, er det ikke dem jeg vil sende.

Stille ben

Skriv et svar

Sneen havde i løbet af natten lagt en dæmper på Københavns lyde og lugte. En centimeter. Mere skulle der ikke til. Det var ikke fordi der var færre biller eller at alle lige pludselig havde købt sig en Ellert. Antallet af biler var det samme som i går og lugten ved Åboulevarden stadig lige syntetisk og rådden. Men bare få meter fra den tidligere å der nu førte biler i stedet for vand, forbi Søpavillonen og et lille stykke op ad stien langs Peblinge Sø, var det som om København var blevet helt stille og lugtfri.

Det blæste ikke. Fraværet af krusninger på vandet virkede surrealistisk og der lå et tyndt lag usmeltet sne på vandoverfladen som ænderne gennempløjede og efterlod sig striber klart sort vand og krusninger i snelaget som bovbølger af slush ice. Himlen var grå og uden synlige skyer og luften transparent som smørrebrødspapir, så man kun kunne se frem til næste bro. Morgenløbernes fjedrende trav var dæmpet med overtoner af sprøjtende sjap.

Og fravær af lugt.

Om sommeren kan den varme dunst af rådden søgræs blandet med bilos være kvælenden, men kulden og det tynde snedække havde åbenbart indkapslet emmen. Det føltes godt at kunne tage en dyb indånding. Selv i tunnelen under Nørrebrogade var fraværet af lugt tydelig. Igen lugt af frisk spraymaling eller den parfumerede sæbe der bruges til til afvaskning af nattens tags.

På den anden side af tunnelen, få skridt hen ad stien langs Sortedams Søens første basin, væk fra trafikken på Dronning Louises Bro, knitrede Tuborg Classics neonreklame rød og elektrisk i den våde dis. Hvis jeg har holdt tidsplanen ville jeg snart møde den sorte løber. Jeg møder hende hver morgen. Sort træningstøj, mørkt hår. Om vinteren et tørklæde om halsen. Vi smiler altid til hinanden. Det unge ansigt. Jeg har på fornemmelsen, at hun ser yngre ud end jeg, selvom jeg ved, at hun må være på min alder, da jeg kan genkende hende fra dengang i Sønderborg og det er mere end 20 år siden. Overgangen fra, at skægstubbe lader én se ældre ud i stedet for yngre er hår fin. Og det gælder kun for mænd. En and kæmpede for at komme op på den halv smeltede isflage. En anden and, lige bag den, så ud som om den hjalp ved at puffe den første bag i.

Svanerne havde, med deres urolige ben, i det andet bassin af Sortedam Søen, på den anden side af Fredens Bro, sammen med ænderne og andre vandfugle, smeltet et stort område fri af is. De mange fugle der nu svømmede ind imellem hinanden og skiftevis stak deres hoveder ned under vand eller ligefrem dykkede ned for at finde noget spiseligt, gjorde vandoverfladen mellem isflagerne kruset og oprørt.

Hvad ville der ske hvis en blishøne i al sin iver kom til at dykke sig selv ind under de stadig tykke isflager og ikke kunne dykke op igen?

Og hvorfor hedder den en høne?

Sukiyaki

Skriv et svar

Gik ud for at spise.
Ned ad gaden med frisører, restauranter og gallerier med Cobra og conceptual art. Take-aways fra hele Asien, pizzeriaer med ægte italienere og hvor frisørenes kunder læser om sig selv i ugebladene.
Gaden hvor cool er det nye cool.
Jeg indsugede indtryk. Materiale til romanen på harddisken der lå og kaldte. Men mavens rumlen forstyrrede koncentrationen. Og hvad skulle jeg spise falafel eller curry, nigiri eller springroll.
For fanden, hvor var jeg bare kosmopolit.
Jeg var så trendy, at jeg måtte gå på den anden side af gaden, for at Tage Frandsen ikke skulle dugge sine ruder til af misundelse.
Romanen dukkede op i hjernen og tryggede på samvittigheden. Materiale var der nok af jeg skulle bare gå i gang.
Var jeg så heldig at jeg havde fået skriveblokering? At klappen var gået ned, så jeg kunne svælge i selvmedlidenhed, jamre over hvor svært det er at være forfatter med writers block og vælte rundt med smarte replikker over andres klichéer.
Klichér!
Lidt sent gik det op for mig at jeg ikke var på vej til at spise i TYO eller LA, men Frb. C på HCØ.

For på Frederiksberg bliver Sukiyaki let til japansk fondue.