Jeg kan godt lide at skrive og jeg ser mig selv mere og mere som en forfatter af en slags. Men det er den slags wannabies der endnu ikke har fået udgivet en bog og måske aldrig får. Den slags der ikke kender til det virkelige pres det er at levere varen. Den slags der går på kurser og aftenskoler, i håb om, at det pået eller andet tidspunkt slår klik og en vild muse bider sig fast i hælene på én.
Akilleshælen.
For hold da op hvor er det svært at tage sig sammen, når det virkelige liv hele tiden banker på døren, puster i nakken, rykker i buksebenet og hiver én ud af den drømmeverden, hvor man er Hank Moody med skriveblokering, rendende rundt i LA, bloggende på et online magasin som ejes af x-kærestens forlovede, promiskuøs trøsteknaldende med alle mulige og umulige scientologer eller pornostjerner.
Bare jeg i det mindste boede i Copenhagen, som lyder langt mere upbeat og jazzy end Frederiksberg. CPH hvor undergunden er glødende med gangsters og richkids og enkelte er både og. Eller op ad Strandvejen med endnu flere richkids og endnu større gangstere. Og desperate rich housewifes der forfører gartneren og direktøren der puler au pair’en.
Men det er, langt væk fra det dekadente LA, på Frederiksberg jeg sidder – ved tastaturet med alle fordomme i behold og venter på, at lige netop det manuskript jeg tvinger i passende sætninger, bliver til værket som en redaktør finder værd at publicere. Tæller kapitler og afsnit, sætninger, ord, bogstaver og plotbeats. Lader skægstubbene stå for at ligne David Duchovny alias Hank Moody og drømmer mig ind i Californication. Jeg er jo sønderjyde og det er efterhånden jo også lidt med på beatet. Med gummistøvler på og køer der skal malkes. Og incest. Og møddingens hemmelighed.
Det er på Frederiksberg jeg bor. Børnene skal i skole. Jeg skal på kontoret og sidde ved skrivebordet med udsigt til kirkegården hvor Emma Gad ligger begravet og Burmeister & Wain
Det er vel det man kalder Frederiksbergikation.