Forleden, på vej hjem fra arbejdet, gik jeg langs med Peblingesøen som næsten var overgroet med alger. Algetæppet var så tæt at en and kunne vralte på det.
To Jehovas Vider kom mig i møde med Vagttårnet i strakt arm pegende i min retning. Per automatik forsøgte jeg at undvige staklerne – men en ond and for op i mig og jeg tænkte på at pege ud på anden og sige: “Se den and kan jo gå på vandet. Det er et tegn, jeg må nok hellere begynde at tro på Anders And og apostlene Rip, Rap og Rup. Og Grønspættebogen skal være min bibel.”
Men inden jeg kom så langt kunne jeg på Vagttårnet se guds finger slå de vantro ned med lyn og torden, mens de rettroende kunne smile fordi de var på vej til at blive frelste. Det var måske også et tegn: et tegn på at Jehovas Vidner er grusomme mennesker der ønsker det værste for de vantro. Og så kunne de måske finde på at kaste mig ud til anden mens de smiler lige så salig.
Derfor jeg nøjedes bare med at sige det sædvanlige “nej tak” og grine mere eller mindre begavet.