I går var det første gang jeg læste op foran et publikum jeg ikke kendte. Stedet var Café Gemmestedet i Århus. Arrangementer var Vild med ord Ti forfattere fra de senste tre LUO antologier (lige under overlade serien). Jeg kørte med Carl-Eddy, redaktøren for serien, som også gav Ellen Miriam Pedersen og Arash Sharifzadeh Abdi et lift til Århus. Det var meningen at oplæsningen kun skulle vare fra 19:00 til 21:00, men Lonni Krause, både en af forfatterne og med i Vild Med Ord klikken, sørgede for en time mere, så vi alle kunne læse nogle lidt længere tekster og der også kunne være plads til en pause.
Jeg var den sidste oplæser efter første sæt, efter nogen rutinerede oplæsere som Brian Ørnbøl og Kenneth Krabat, som jeg har hørt før og sikkert også Maria Kjær-Madsen og Ellen Miriam. (På bogmessen sidste år hærte jeg som ene tilhører Brian læse op fra Himmelhotellerne på forfatterforeningens stand, men folk der kom gående forbi standen, og sikkert bare kom forbi for at gå et et andet sted hen, blev alligevel stående for at lytte. Han er en eminent oplæser synes jeg.) Kenneth Krabat udloddede en bog når man kunne komme med et forslag til en dansk titel til hans ode “come to sweep” som han læste op. Jeg vandt med forslaget “affejning”.
Så der var et vist pres 😉
Jeg var godt nervøs. Jeg forsøgte at løsne mig selv op ved at komme med en sjov bemærkning (NISM:’ Jeg er det levende bevis for man både kan være tyk og have tynd mave’) som jeg ikke sanse at ankomme på den anden side af mikrofonen. Presset fik på den måde et tak opad. Anyway, tænkte jeg skal bare komme i gang.
Jeg havde taget tre drabbles med og novellen ‘RT2200 DragonFlyâ„¢ – transspeeding er en livsstil’. Min plan var først en drabble, så novellen, så igen en drabble, men jeg stoppede efter novellen.
Men jeg syntes det gik godt. Publikummet grinte. De rigtige steder vel at mærke. Og klappede endda. Jeg glemte dog at fortælle, at novellen også var blevet udgivet online på Systime.
Efter Pausen var det så Arash, Gudrun Østergaard (som jeg kun fik hilst på ganske kort); Simon Christiansen, et performance piece af Lonni Krause (i en duet med Silvestri), og som rosinpølsen i enden A. Silvestri.
Både værkerne og oplæserne spænde bredt til bristepunktet, fra en lyrisk ode (Tak igen Kenneth) til et dystert undergangsstemningsbillede, men stadig med en sammenhængskraft, der viser hvor bredt Science Fiction spænder. Det står mig ikke for at anmelde aftenen fra et literært standpunkt, men fra stemnings- og hyggesiden var den eminent.
