Kategoriarkiv: posts

Natten da verdens hjerte sprang et slag over

2 svar

Er det ikke underligt?

Det er først om mandagen du mærker, at vi er gået fra vintertid til sommertid. Hele søndagen går med at du står sent op, spiser sent morgenmad, børster sent tænder og får din eftermiddagskaffe lidt senere end normalt. Mest fordi du ikke har nogen deadlines du skal nå. Når det så går op for dig, at det nu er sommertid, går du rundt til alle ure i huset og lægger manuelt den obligatoriske time til, der hvor det kræves. Så går du tilbage til det du nu gør om søndagen og glæder dig i det stille over at det snart er sommer.

Hvor rart.

Det er først om aftenen at sommertidens første forstyrrelser viser sig: du tænder TV’et og din søndagaftenyndlingsTVserie har allerede begyndt og du missede de første vigtige minutter. Aftensmaden blev indtaget efter lysforholdene og ikke efter klokkeslæt. Og det fortsætter resten af aftenen inklusive sengetid: du læser lige i bogen en time længere end hvad klog var. Så ligger du der i sengen og stirrer i loftet, føler noget er galt. Er det sent nok til at falde i søvn, eller har du bare været to timer om at tage nattøj på?

Den rigtige hævn kommer så mandag morgen. Alting er forkert. Det er ikke lyst nok, ingen vågner af sig selv, avisens bump igennem brevsprækken lyder alt for tidligt, blæren er ikke så påtrængende som normalt, kaffen er for lang tid om at løbe igennem og brillerne er unødvendigt slørede selvom du pudser dem med den lodne klud der fulgte med fladskærmsTVet som du hellere end gerne bruger til dine briller fordi den klud har en størrelse du altid havde ønsket sig fra en brillepudseklud.

Det er faktisk utrolig hvor vigtig den ene time verden sprang over lørdag nat egentlig er om mandagen.

DanTaxa

Skriv et svar

I dag er det Dan Tuèlls fødselsdag. Han ville være blevet 63. Han har haft mange erhverv. Bl.a. underviste han sammen med Jannick Storm på Danmarks Biblioteksskole i starten af 1970’erne i faget Science Fiction. Pudsigt!
I anledning af hans fødselsdag leger jeg lidt med tanken om, at “jeg skulle have været taxachauffør”.

Jeg kan slet ikke forstå hvad han siger, så derfor viser han mig sin mobil med adressen. En god tur og vejnavnet lyder bekendt, men jeg kommer ikke så ofte ud på de kanter. Hurtigt taster jeg adressen ind i GPSen. Et sted ved vandet. Vi triller af sted.

Jeg forsøger at tale med ham, men han forstår ikke en skid.

Da han steg ind var jeg sikker på, at han skulle til Nørrebro eller Halmtorvet i gamle dage, men Ishøj passer lige så godt. Jeg kan se ham i bakspejlet. Furer i ansigtet. Han sidder lidt sammenbøjet med et udtryk som om noget gør ondt hele tiden. Han har sikkert levet hårdt og kan nu mærke konsekvenserne. Måske er han musiker.

Det skifter til grønt, jeg trykker på speederen og Mercedes’en trækker godt.

Da kan kom ind så jeg, at han har jeans på og en sort hue ellers helt almindelig klædt. Musikere, ja de går jo ikke rundt og ligner nogen der skal gå på scenen hvert øjeblik det skal være. Han er helt sikker musiker med masser af Rock og Rul og babes og sprut i lange baner. Hvis vi talte samme sprog ville jeg begynde at tale om vejret, han ville så svare, at det er det samme over hele Europa, og det ville han vide fordi han er på Europaturne. Og så kommer vi til at snakke om musik, og hvilken musik jeg godt kan lide. Så ville han fortælle mig navnet på bandet han spiller i og ville give mig fribilletter og bede om at jeg finder en station i radioen som spiller noget rock.

Jeg drejer over på 100FM, skruer lidt op og kigger i spejlet.

Når lige over krydset inden det bliver rødt  og så op på tilkørselsrampen. Ring tre er bedre her tidlig på eftermiddagen.

Han sidder og stirrer ud af ruden, reagerer slet ikke på musikken, ingen rytme. Han havde kun en lille rygsæk med. Umuligt at en guitar passer i den. Måske er han slet ikke musiker, han ser også lidt gammel ud, men slet ikke lige så gammel som Keith Richards.

En melodi spiller. Det er hans telefon der ringer. Han griber i sin jakkelomme og begynder at tale ”Da“ siger han. Det lyder som russisk eller et eller andet jeg ikke forstår. Han smiler og plaprer højrøstet løs. En russer i Danmark. Han prikker mig på skulderen og gør tegn til at jeg skal skrue ned for radioen. Han ser en smule sur ud. Mundvigene hænger. Jeg skruer ned.

Det kan være, at han er fra den russiske mafia. Jeg kigger på GPSens display. Ude ved vandet. Langt fra Ishøj Strandvej. Der ser ud som om der kun er en parkeringsplads og en større bygning der ude, og en marina som sikkert er øde her om vinteren. Jeg drejer spejlet en smule for bedre at se ham. Han griner ondt og forbryderisk mens han kniber øjnene sammen til to gnistrende spalter. Når vi kommer til parkeringspladsen tager han sikkert en pistol frem og så forlanger alle pengene eller også er han lejemorder og jeg skal køre ham igennem hele byen ligesom ham Jamie Foxx i filmen med Tom Cruise.

Vi forlader Ring tre og kører ned på Ishøj Strandvej. Til venstre kan jeg se den bygning vi skal over til. Den ligner en kæmpe stor grå presenning der er trukket stramt henover et tærrestativ.  Nu kan jeg huske at adressen hører til Arken. Manden betaler med en del ekstra og kravler ud.

Måske er han tjekkisk gallerist eller en berømt slovakisk kunstner.

Hvem ejer hvem

Skriv et svar

De traver rundt med tungen slaskende i mundvigen, eller snuden få cm over jorden. Bjæffer hysteriske eller glammer magelige når de møder en anden. Snuser til træer, hinanden eller sig selv. Jagter uskyldige ænder i vandet. Skider på stier og overtisser de bænke som de gamle damer sidder på med deres poser, indeholdende rester af franskbrød til ænderne.

Efter sig trækker de mennesker, som de ofte har i en snor. Får dem til at løbe ind og ud mellem bænke og skraldespande, op ad skråninger og igennem pytter. Bruger snoren som snubletråde for de andre fritløbende mennesker og bjæffer ad dem der vover at springe over eller gå uden om snubletråden og ad dem der rent faktisk falder.

Menneskerne som de har i snor samler de sammen i grupper på tre eller fire for at lave en menneskeroulade ved at løbe omkring gruppen med snoren efter sig og stramme den til, alt imens de hoster og halser i deres eget uforståelige sprog. Venter på, at én skal falde for at gø ad og måske tisse på staklen.

Når jeg tænker over det, kan jeg blive helt i tvivl om ejerforholdet mellem mennesket og dets bedste ven.

Proxima

Skriv et svar

Jeg fik en mail fra Niels Dalgaard. Han vil bruge en novelle jeg sendte til ham for noget tid siden til udgivelse i forbindelse med Proxima’s 35 års jubilæum. Det glæder mig meget at Niels som i øvrigt har redigeret en Ray Bradbury udgivelse i 2002 (Solkuplerne og andre science fiction noveller) synes at min novelle er god nok til at komme i jubilæumsudgaven.

Ryger i trykken om en måned eller sådan. Mere om det senere.

Men Proxima har altså 35 år på bagen. Det vil sige, at Proxima rent faktisk er et af Danmarks ældste tidsskrifter indenfor et ikke-fagligt specialområde som stadig udgives.

Rent faktisk tre år ældre end Asimov’s!

Måske verdens ældste “fanzine” som stadig udgives hvis man ser bort fra Gunflash som udgives siden 1949 for Arsenal fans!

Hvem fanden er Arsenal?

Find på noget
(det tomme blogindlæg med kommafejl)

Skriv et svar

Der har været lidt tomt med inspiration i den øvre etage de seneste par dage, og jeg begyndte dette indlæg ved bare at bare at skrive enkelte ord efterhinanden, som så dannede en sætning for måske at blive til flere sætninger og til sidst give mening, fordi jeg skulle finde på noget, men de eneste inspirationskilder jeg har er mine to daglige gåture langs søerne, mine 7 3/4 timer på arbejdet og familielivet derhjemme. Jeg kan jo ikke blive ved med at skrive om ænder og svaner eller beskrive hvordan isen smelter, arbejdet er kedeligt, trade secrets, begge dele eller bare business as usual, og familielivet er helligt (medmindre det er heftigt modificeret).

Og så er det lang tid siden jeg har “Hank’et” den i lænestolen, eller har været på café. Nok mest fordi badevægten siger nej. Men et eller andet skriveværdigt må jeg da have lavet, siden jeg bliver ved med at taste knapper. Det er nok bedst hvis det ikke er mig der bedømmer om det er læseværdigt.

Jeg læste det jeg lige har skrevet igennem og jeg må indrømme at jeg ikke er så stærk i det nye komma. I går aftes sagde Trisse siger at det er lige meget med komma, og Birger plejer at lægge en stak i begyndelsen af sine historier så læseren selv kan fordele dem hvor de mangler.

Dem vil jeg så slutte med ,,,,,,,

Hejremanden

4 svar

Han kommer på en rusten cykel der mangler en ege i baghjulet. En taske med godbidder klemt fast på bagagebæreren. Når han nærmer sig søen begynder han at fløjte og vinker med hånden.

Rutineret.

Hans sko er slidte. Hælene næsten væk. Ingen sokker. Forvaskede cowboybukser, ikke moderne men bare gamle og slidte. En sweater under den praktiske vindjakke. Hætten trukket op over det mørke krøllede hår, holder ørerne varme. Ansigt og hænder er vejrbidte.

Han fløjter og vinker. Slår på låret. Siger “kom” med en lille stemme som kun fiskehejren og jeg kan høre. Venter tålmodigt. Han ser ikke, at jeg iagttager ham for at lære hans fag. Han har kun øje for fiskehejren i søen.

Fiskehejren. Står som en statue på tynde ben og stirrer i vandet med de store orangegule øjne. Halsen er forment som et S og spændt som en fjeder. Når en fisk kommer indenfor rækkevidde strækker den sin krumme hals og det spidse næb jager ned i vandet. Fisken har ingen chance.

I nærheden af mig på stien står en hejre. Den hoppede i land da Hejremanden kom. Jeg er ikke i tvivl. Den har ligesom jeg fået øje på ham. Iagttager ham. Ikke for at lære, men for se om Hejremanden har en lækkeri i hånden.

Med et par kraftige vingeslag er den i luften. Lander flaksende foran ham. Snupper belønningen ud af hans hånd.

Hejremanden smiler. Ikke selvtilfreds eller stolt, er jeg sikker på, men fordi han fik selskab af hejren, og flere kommer til. Det eneste han gør, er at fløjte og vinke med hånden. Slår tålmodigt på låret. Siger “kom”. Har noget hejreguf.

Og fiskehejren kender ham.

Erindringens sarte håndkantslag i nakken

Skriv et svar

I disse kolde tider går jeg altid med en hyggeflis, men i går gik lynlåsen på min trofaste flisjakke i stykker. Den tiloversblevne del af mekanismen sad urokkelig fast i den takkede kant og den tætsluttende åbning i halsen, meget rar i denne kulde, var for snæver til, at jeg kunne trække den over hovedet, så jeg måtte klippe flisen op for at få den af. Den eneste erstatning jeg havde i klædeskabet var en vestagtig ærmeløs træningsjakke med hætte som jeg på et tidspunkt havde købt i kådhed over at have bestået min 6. kyu grad i kyokushin karate.

Udstyret med denne kampsportspåklædning gik jeg så til de første to lektioner i aftenskole for wannabe-writers, med det formål at træne mig til det sorte bælte i skrivning, med vores nye sensei, Trisse Gejl (5. dan i forfatter).

Efter 10 minutters intensiv opvarmning fik vi på tur nogle terninger som vi skulle kaste og derefter skulle vi skrive vores erindringer fra dengang vi havde den alder øjnene viste. Jeg fik tolv.

Tolv.

Hvad dælen lavede jeg da jeg var tolv?

Mit blik faldt ned over mit træningstøj og kyokushinmærket. En episode fra et koloniophold på Rømø stod pludselig rødmende klart i frontallappen. Min dengang mindre udviklede realitetssans fik mig til at bilde de andre ind, at jeg kunne karate. Sådan cirka 25 år får jeg rent faktisk begyndte at træne det for real. Men det var efter de andre havde smidt en balje med vand, som led i en vandkamp, over døren ind til den toiletbås hvor jeg sad og lavede forretninger. For ikke at skulle opleve det igen, blev jeg nødt til at finde på en historie.

Det var rent selvforsvar, og siden jeg var den eneste fra min skole der var på den sommerkoloni, så jeg kunne jo fortælle hvad jeg havde lyst til, opføre mig som det passede mig. Jeg ville jo nok ikke komme til at måde nogen af dem igen.

Jeg kunne da også lidt: Bruce Lee (ham der er inde in David Duchovny – Bruce Lee døde nemlig aldrig) var allerede dengang en slags idol for mig, og jeg havde lært mig selv et par tricks via tegneserier og bøger i bedste karate kid stil ni år før filmen. Jeg mødte bare aldrig min Mr. Miyagi.
De andre satte mig også på prøver: “Slå lige den gren over” og “det her bræt er for stor”. Heldigt for mig var de fleste prøver tynde kviste fra underskoven og indtørret flydetømmer. Jeg slap så for flere våde overraskelser resten af koloniopholdet.

Hvad jeg ikke havde overvejet var, at jeg skulle skifte skole efter sommerferien, og i den nye klasse kunne jeg møde flere af mine sommervenner.

Hva skal jeg sige?

OSU!

Sukiyaki

Skriv et svar

Gik ud for at spise.
Ned ad gaden med frisører, restauranter og gallerier med Cobra og conceptual art. Take-aways fra hele Asien, pizzeriaer med ægte italienere og hvor frisørenes kunder læser om sig selv i ugebladene.
Gaden hvor cool er det nye cool.
Jeg indsugede indtryk. Materiale til romanen på harddisken der lå og kaldte. Men mavens rumlen forstyrrede koncentrationen. Og hvad skulle jeg spise falafel eller curry, nigiri eller springroll.
For fanden, hvor var jeg bare kosmopolit.
Jeg var så trendy, at jeg måtte gå på den anden side af gaden, for at Tage Frandsen ikke skulle dugge sine ruder til af misundelse.
Romanen dukkede op i hjernen og tryggede på samvittigheden. Materiale var der nok af jeg skulle bare gå i gang.
Var jeg så heldig at jeg havde fået skriveblokering? At klappen var gået ned, så jeg kunne svælge i selvmedlidenhed, jamre over hvor svært det er at være forfatter med writers block og vælte rundt med smarte replikker over andres klichéer.
Klichér!
Lidt sent gik det op for mig at jeg ikke var på vej til at spise i TYO eller LA, men Frb. C på HCØ.

For på Frederiksberg bliver Sukiyaki let til japansk fondue.

I går var jeg 46!

Skriv et svar

Wii er for børn.
Og hvor der er en Wii kommer nogen til skade. Særligt voksne.
Jeg har haft min del skader. En overstrakt muskel i baglåret, en flænge i kraniet og et forvredet bækkenled til glæde for min kiropraktor. Så sidder man der i venteværelset på Gammel Kongevej og drømmer at smerten i lænden stammer fra bungie-jumping, paragliding eller et baglæns flyvende cirkelspark som din stunt double ikke selv kunne udføre, men i virkeligheden var årsagen virtuel bowling og skyggeboksning med en tegneseriefigur, hvor det nærmeste man kommer en æresoprejsning er navnet på controlleren, som hedder en nunchuck, der kun med meget fantasi og sammenknebne øjne minder om Bruce Lee’s foretrukne våben. Siden varmer jeg altid op inden jeg tager controlleren i egen hånd og er forsigtig med pludselige udfald efter den elektroniske bold.
Med alderen bliver der færre og færre brugbare huller i livremmen, og alternativet, den af elastik der er syet ind i bukserne af gråmeleret stretch med lodden vrang, sender sammen med mine Hank Moody skægstubbe og baderingen de helt forkerte signaler.
For jeg skal være fit og fab og fashionably late, hvis jeg hellere vil vise mig i Onkel Danny’s Joint med live jazz og poetry slam end i old Mc D’s med TheVoice commercial breaks on the air.
Derfor var der i julens gaveregn, til hele familien og dermed også til mig, et Wii Balance Board og Wii Fit Game, der laver dit personlige træningsprogram.
Med Hank’s bare overkrop (et ikke sjældent syn i Californication) placeret i motivationshjørnet af min hjerne var iveren ikke fjern. Målet blev, med minus 16,4 kg inden sommer, måske sat lidt højt, men den som sigter højt rammer som bekendt med den rette gejst også højt, og hvordan skulle jeg komme til skade hvis jeg bare skulle stå på Wii Balance Board og følge min personlige træners bevægelser på TV’et med garanteret vægttab til følge?
Der gik også en hel måned.
Siden Wii’en står i værelset hos afkom(to) er det i forvejen forbundet med tig’ og be’ at slå over på Wii Fit Channel, og i går aftes tog jeg så min bodycheck mens afkom(to) så væk fra skærmen for at lade mig alene med skammen. Weekendens snacks havde sat 400g dybe spor. Ikke alverden. Det kunne jeg sagtens leve med. Mest fordi jeg havde allerede tabt de første 5 kg siden jul.
Men så kom dommen. Wii Fit Age: 46.
46?!
Det passer slet ikke! Jeg er kun 45 en halv!

Fik jeg nævnt at David Duchovny bliver 49?

Frederiksbergikation

2 svar

Jeg kan godt lide at skrive og jeg ser mig selv mere og mere som en forfatter af en slags. Men det er den slags wannabies der endnu ikke har fået udgivet en bog og måske aldrig får. Den slags der ikke kender til det virkelige pres det er at levere varen. Den slags der går på kurser og aftenskoler, i håb om, at det pået eller andet tidspunkt slår klik og en vild muse bider sig fast i hælene på én.
Akilleshælen.
For hold da op hvor er det svært at tage sig sammen, når det virkelige liv hele tiden banker på døren, puster i nakken, rykker i buksebenet og hiver én ud af den drømmeverden, hvor man er Hank Moody med skriveblokering, rendende rundt i LA, bloggende på et online magasin som ejes af x-kærestens forlovede, promiskuøs trøsteknaldende med alle mulige og umulige scientologer eller pornostjerner.
Bare jeg i det mindste boede i Copenhagen, som lyder langt mere upbeat og jazzy end Frederiksberg. CPH hvor undergunden er glødende med gangsters og richkids og enkelte er både og. Eller op ad Strandvejen med endnu flere richkids og endnu større gangstere. Og desperate rich housewifes der forfører gartneren og direktøren der puler au pair’en.
Men det er, langt væk fra det dekadente LA, på Frederiksberg jeg sidder – ved tastaturet med alle fordomme i behold og venter på, at lige netop det manuskript jeg tvinger i passende sætninger, bliver til værket som en redaktør finder værd at publicere. Tæller kapitler og afsnit, sætninger, ord, bogstaver og plotbeats. Lader skægstubbene stå for at ligne David Duchovny alias Hank Moody og drømmer mig ind i Californication. Jeg er jo sønderjyde og det er efterhånden jo også lidt med på beatet. Med gummistøvler på og køer der skal malkes. Og incest. Og møddingens hemmelighed.
Det er på Frederiksberg jeg bor. Børnene skal i skole. Jeg skal på kontoret og sidde ved skrivebordet med udsigt til kirkegården hvor Emma Gad ligger begravet og Burmeister & Wain
Det er vel det man kalder Frederiksbergikation.

Codyl Vinyl 2009

Skriv et svar

Det er lidt sjovt, at de gode gamle vinylplader ikke er døde. Rent faktisk var salget af vinyler stigende sidste år (60% tror jeg) i forhold til CDer (med et fald på 25% var det vist). Vinyl er hot. Se eventuelt historien “Mit liv som en anden” her på siden.
Rygterne vil også vide at Mojito er en trendy anno 2009. Hvem var det der bragte en Mojito-fest til Skarø i 2006?
Og så sidder man vel der tilbagelænet med buskede øjenbryn og ville sikkert bakke på sin pibe hvis man røg og sige “Yes, yes!. Lidt trendsætter er man da vel altid!”
Så for 2009 forudsiger jeg: Mere salg i Science Fiction, mindre salg i krimier. Flere der bygger deres egen guitar, mere socialisme, flere buskede øjenbryn og sidst men ikke mindst mere gør det selv og håndlavet råk-musik på computeren.