Ingen køkultur for forfattere
– Nu er der altså snart min tur, tænker den aldrende forfatter med det grå hår og den kedelige opvækst, mens han krammer sit krøllede manuskript i sin magre favn. Endnu en af de unge, smarte, skeletter-i-skabetne og livsvisdomsunderfrankerne wannabe-writere havde indenomoverhalet ham og forvist ham til krybesporet på nåleøjsmotorvejen til forlagshimmerriget, hvor det regner med rubler og royalties.
For alle dem, der her tyve dage til jul, ikke ved hvad de skal give i gave, har jeg fundet den perfekte gave. Kuglepenneholder lavet af en lårbensknogle (femurknogle).
Hvorvidt man kan få navnet af donoren at vide står der intet om. Heller ikke om det er fra en donor eller lavet i moderne materialer ( = plastik).
Så umuligt det end lyder bliver der efterhånden sat tal på alt.
Fredagshumøret på P3 eksempelvis, med et decimal efter kommaet.
Sandhedsværdien af det udsagn Peter Jensen fra Gallup læste op da han ringede, på en skala fra 1 til 5 hvor 1 er meget lidt og 5 er meget godt.
Pizzaer uden at nummeret har relation til det antal skiver pepperoni der er på en nr. 23.
Alt får et tal og pludselig kan man forholde sig til det. Også bløde værdier som er svære at måle. Bare man sætter et tal på så kan man regne med resultatet.
Ex. Jeg er glad til en 6’er og fyldt med energi til en s7’er.
Produktet er 42 – Svaret på livet, universet og alting. Så har man jo fundet ind til kernen ifølge D. Adams.
Og sjovt nok virker det. Så længe du går rundt og ikke ved hvor sjovt du egentlig har det (på en skala) så ved du ikke om du skal grine eller være ked af det. Men når du så får at vide, at du morede dig til en 9’er, er der jo ingen grund til at forlange pengene tilbage for billetten, skabe dig åndsvag på GAFFAs hjemmeside eller oprette en hadeside mod Madonna.
Gå nu ud og sæt tal på. Hvor koldt er luften, hvor dejlig solen, hvor smuk din kæreste eller ægtefælle er. Og husk at bruge talene i den gode ende af skalaen. Så bliver du gladere.
I går aftes var en alienhåndfuld (den intergalaktiske race med ni fingre) forfatterne til “Lige under overfladen – den hemmelige dal” forsamlet for at diskutere udgivelsen speciel og science fiction generel.
Cirka tyve minutter over syv kippede forholdet. Gudrun kom ind og såvar der flere forfattere end publikummer.
Her sad vi så Lars Ahn, Claus Æ. Mogensen, Gudrun Østergaard, A Silvestri, Richard Ipsen, Simon Christiansen, Flemming Rasch og jeg. Linet op som the “usual suspekts”. Og Lars Ahn fotograferede os. Lise Andreasen, som også er repræsenteret i antologien, valgte at tælle med som publikum. Carl-Eddy var berettiget stolt over at kunne præsentere “sine forfattere” og havde forberedt en række spørgsmål til alle, så alle var med på et eller andet tidspunkt.
Jeg havde desværre ikke fået læst alle novellerne og forfatterne til fire af dem jeg havde læst var ikke med denne gang. Jeg havde ellers regnet med at Lonni Krause ville dukke op. Så jeg kunne kun snakke med om Lars Ahs “Alien Ghost Ballet” og ” A. Silvestris “Godnat”.
Vi kom vidt omkring. Inspiration til netop vores historie, hvordan vi fandt ud af at der var en antologi på vej, og hvad novellens fremtid ville være. Bibliotekaren (i publikummet) mente at novelleantologier ikke havde nogen rigtig fremtid i biblioteket, da kunderne efterspørger romaner. Jo tykkere, jo bedre. Helst en hel serie.
Så Stig Larsen fik en over nakken (primært af mig) som han nok ikke kunne mærke og Harry Potter fik også en tur som han sandsynligvis heller ikke kunne mærke.
Det var spændende at møde de andre. Høre deres bud på en nær og fjern fremtid. Jeg håber ikke det er det sidste jeg hører fra den front. Og jeg håber at mit kommende bidrag (måske flere) vil blive optaget i den næste antologi.
Jeg er meget tilfreds med at jeg tog med, selvom jeg skulle have været til forfatterskolen.
Jeg tror også, at jeg var den eneste af forfatterne der tillod sig at forlange en autograf. Pinlig har jeg helst altid været
Sådan!
Færdigt arbejde.
Det var der ingen der kunne slå.
Når sandheden skulle frem var der ingen på kontoret, der var på hans niveau. Og nok heller ikke udenfor. Peter tog papiret ud af printeren og så på udskriften. Farverne var perfekte.
“Yes, den er lige i øjet!” sagde han så alle kunne høre det. Hanne, hende ved vinduet, var den eneste der kiggede op fra skærmen. Så lo han højt, for at understrege sin annoncering.
“Hvorfor kagler du sådan? Har du lagt et æg?” sagde Søren fra skrivebordet overfor med hovedet gemt bag LCD-skærmen.
“Yes, Guldæg. Bare vent!”
Han bar udskriften løftet frem foran kroppen hen til kopimaskinen. Brystet skudt frem. Hovedet bukket en smule bagover. Ikke for meget, det skulle nødigt se ud som om han kiggede på lamper eller undersægte loftsplader.
Han kunne selvfølgelig bare have printet en kopi til alle eller, endnu lettere, have sendt dokumentet som e-mail, men på denne måde kunne alle se ham gå sejrsgangen gennem kontorlandskabet.
De var 23 på kontoret. Han tastede 25. Chefen skulle også have en kopi. Og chefens chef.
Originalen, der havde de mest strålende farver, hængte han på opslagstavlen og kopierne delte han ud. Personligt. Og han kunne ikke holde sig fra at knytte nogle ord til uddelingen.
“Du må godt beholde kopien.”, “Skal jeg signere den?”, “Chefen holder sikkert en reception i eftermiddag.”
Peter lænede sig tilbage i kontorstolen og flettede fingrene bag hovedet.
En papirsflyver sejlede gennem luften og landede foran ham på skrivebordet. Det var Sørens kopi, han var den eneste der ville have en autograf.
“Peter for helvede! Det er jo bare et lagkagediagram.”
Saxos forfatterskole.
600 aktive.
Jeg er med under mit eget navn, men forbløffende mange, faktisk de fleste, deltager anonymt. Det kan være for at få nogle ærlige kommentarer hvis de skulle være kendte i andre sammenhænge. Men nogle giver hverken deres alder eller køn til kende, enkelte gør det endda til en avantgarde gætteleg.
Jeg havde ikke et sekund overvejet at skjule min identitet – jeg så det faktisk som en mulighed for at eksponere mit navn. Meget muligt at nogle er generte, og det har de da ret til at være, men hvad vil de gøre når de bliver udsat for en boganmelder fra en avis?
Her til morgen læste jeg en anmeldelse af en anmelder, forfattet af Klaus Rifbjerg. Tydeligvis var Klaus R. ikke tilfreds med én af anmelderne på dagbladet Information. Og det har han sikkert sin grund til. Jeg bifalder når og hvis forfattere tager deres egne værker i forsvar overfor kritikere der har taget munden fuld af ord og efterfølgende brækket dem ud i spaltemillimetre, selvfede og -forherligende.
Men vil den total anonyme, generte, navn-, køns- og aldersløse kunne give igen? Eller vil han/hun krølle sig sammen og vente på, at tredjepart (en anden anmelder, ægtefællen eller hunden) forløser ham/hende med roser og hyldest, og indtil da ligge uberørt på bageste hylde i biblioteket?
Jeg har ikke tænkt mig at blive liggende der.
Hvis jeg nogensinde skulle komme så langt.
Så er scriptfrenzy.org et overstået kapitel. Det vil sige, jeg mangler stadig det sidste kapitel. Men jeg nåede til side 101, og det var det der var målet: at skrive 100 sider filmmanuskript på en måned. Jeg mangler bare det sidste kapitel. De sidste 23 hektiske minutter med action, hvor løsningen bare ikke vil komme nærmere, og det til sidst kommer til at ende helt anderledes end helten havde tænkt sig.
Men de må vente.
Først vil jeg lære HVORDAN man overhovedet skriver et filmmanuskript. I går bestilte jeg bogen med den meget passende titel “Screenwriting for dummies” på Saxo.com (på bogdag var der 20% rabat på alt). Dernæst vil jeg så læse om alt det jeg har gjort rigtigt og forkert, og så vil jeg skrive resten frem til FADE OUT.
Men så kommer spørgsmålet: Var det det?
Var det virkelig det? Har jeg bare brugt en måneds fritid (ok så, det blev til 9 af mine aftener i paradis for skrivenørder) på at skrive et filmmanuskript til en film der kun er foregået inde i mit hoved?
Det værste var faktisk det antiklimaks da jeg uploadede PDF filen til scriptfrenzy for at et tælleprogram kunne kontrollere antallet af sider. Jeg forventede en fanfare. At min side derovre blev forsynet med en guldmedalje. Eller at mit navn ville dukke op på forsiden, men der skete intet.
Absolut intet.
Nada. Zip. Garnichts.
Burned out and faded away.
Det ka’ sgu da it væ richde.
Jeg må nok affinde mig med, at jeg ikke er kendt nok til fanfarer, stretch limos og røde løbere.
Endnu!
Update 2020: Det er ikke kun idegeneratoren der kan bruges til ideer til noveller. Også det virkelige liv kan være inspiration. Min seneste novelle “hundrede dage” er inspireret af virkelige begivenheder i mit (vores) liv.
Update 2015: Der er hele tre genrer du kan blive inspireret i: Science Fiction, Horror og Realisme. Kig eventuelt på mit videoCV for andre ideer. God fornøjelse. Idegeneratoren har også fået sin helt egen side her
Jeg har lavet en idegenerator til noveller. Du finder den øverst i den anden kolonne (klik på menu-ikonet hvis du ser dette på en smartphone eller iPad/tablet) Eller her.
Det er et javascript som har en række betydningsladede ord i tre forskellige arrays, med i alt 92.070 kombinationsmuligheder. Det er ikke så meget for at få computeren til at gøre arbejdet, det er mere at få en brugbar inspiration. Jeg vil løbende lægge flere ord til, som kan give andre associationer.
Prøv den før din nabo. Tryk gerne flere gange.
Og hvis hu får en litteraturpris for den novellesamling som du skrev ved hjælp af idegeneratoren, så deler du med mig, ik’. 😉
Bag mig kan jeg høre et mekanisk bølgende susen, hård som en mur af metal, langsomt svulmende i styrke for derefter at falde hen, indtil næste bølge overtager og overdøver sin forgænger. Lyden er sammenfaldende med en dyb knurren der forplanter sig i undergrunden og ender som vibrationer i bænkens træ, engang i mellem brudt af en skinger hvinen som truer med at flænge mine trommehinder til strimler, en munter fanfare med kun en tone eller et langt og melodiøst udbrud af harme.
I dyb kontrast dertil opfanger jeg foran mig noget organisk, dyrisk og vådt. Et kor af hvæsende svaner begynder på en pludselig sang mens de plasker rytmen i overfladen, og dernæst kun hvæsende stiger opad. Nedenunder taler andre skabninger til hinanden med et ordforråd af kort skrydende konsonanter og langtrukne vrinskende vokaler og animerede agitatorer kurrer og skvadrer ivrigt gispende om føde og forplantning.
Men til højre og venstre, er lyden ligesom barnlig glæde af friske hyl blandet med kærlig hvisken af smaskende kys.
Trekkies vil vide at det er en replik af dr. McCoy i det afsnit hvor Spock har fået fjernet sin hjerne. De helt kvikke vil ligeledes vide hvilken Stardate det var (5431.4 hvis du skulle finde på at spørge), og at de når at få Spocks hjerne tilbage inden kroppen går i forfald.
Min hjerne er gået og har glemt at lukke lyset. Jeg besluttet mig for at skrive et filmmanuskript på 100 sider over de næste 30 dage, og jeg er ikke engang hjemme i påsken. Hvad værre er, jeg er ikke engang hjemme næste weekend eller weekenden efter påske!
Jeg kan nu også diagnosticeres på den måde og stille mig et hjørnet med de andre hjernedøde skrivenørder, der mener, at det er sjovt at skrue forventningerne så langt ned at man kan nå det på en måned.
Det kan være jeg var et nummer for kæk, men jeg har et plot fiks og færdig og jeg har får prøvet at skrive meget, på kort tid…
Hvorfor jeg gør det, spørger du.
Hvorfor ikke.
Er det ikke underligt?
Det er først om mandagen du mærker, at vi er gået fra vintertid til sommertid. Hele søndagen går med at du står sent op, spiser sent morgenmad, børster sent tænder og får din eftermiddagskaffe lidt senere end normalt. Mest fordi du ikke har nogen deadlines du skal nå. Når det så går op for dig, at det nu er sommertid, går du rundt til alle ure i huset og lægger manuelt den obligatoriske time til, der hvor det kræves. Så går du tilbage til det du nu gør om søndagen og glæder dig i det stille over at det snart er sommer.
Hvor rart.
Det er først om aftenen at sommertidens første forstyrrelser viser sig: du tænder TV’et og din søndagaftenyndlingsTVserie har allerede begyndt og du missede de første vigtige minutter. Aftensmaden blev indtaget efter lysforholdene og ikke efter klokkeslæt. Og det fortsætter resten af aftenen inklusive sengetid: du læser lige i bogen en time længere end hvad klog var. Så ligger du der i sengen og stirrer i loftet, føler noget er galt. Er det sent nok til at falde i søvn, eller har du bare været to timer om at tage nattøj på?
Den rigtige hævn kommer så mandag morgen. Alting er forkert. Det er ikke lyst nok, ingen vågner af sig selv, avisens bump igennem brevsprækken lyder alt for tidligt, blæren er ikke så påtrængende som normalt, kaffen er for lang tid om at løbe igennem og brillerne er unødvendigt slørede selvom du pudser dem med den lodne klud der fulgte med fladskærmsTVet som du hellere end gerne bruger til dine briller fordi den klud har en størrelse du altid havde ønsket sig fra en brillepudseklud.
Det er faktisk utrolig hvor vigtig den ene time verden sprang over lørdag nat egentlig er om mandagen.
