Saxos forfatterskole.

600 aktive.

Jeg er med under mit eget navn, men forbløffende mange, faktisk de fleste, deltager anonymt. Det kan være for at få nogle ærlige kommentarer hvis de skulle være kendte i andre sammenhænge. Men nogle giver hverken deres alder eller køn til kende, enkelte gør det endda til en avantgarde gætteleg.

Jeg havde ikke et sekund overvejet at skjule min identitet – jeg så det faktisk som en mulighed for at eksponere mit navn. Meget muligt at nogle er generte, og det har de da ret til at være, men hvad vil de gøre når de bliver udsat for en boganmelder fra en avis?

Her til morgen læste jeg en anmeldelse af en anmelder, forfattet af Klaus Rifbjerg. Tydeligvis var Klaus R. ikke tilfreds med én af anmelderne på dagbladet Information. Og det har han sikkert sin grund til. Jeg bifalder når og hvis forfattere tager deres egne værker i forsvar overfor kritikere der har taget munden fuld af ord og efterfølgende brækket dem ud i spaltemillimetre, selvfede og -forherligende.

Men vil den total anonyme, generte, navn-, køns- og aldersløse kunne give igen? Eller vil han/hun krølle sig sammen og vente på, at tredjepart (en anden anmelder, ægtefællen eller hunden) forløser ham/hende med roser og hyldest, og indtil da ligge uberørt på bageste hylde i biblioteket?

Jeg har ikke tænkt mig at blive liggende der.

Hvis jeg nogensinde skulle komme så langt.

Bag mig kan jeg høre et mekanisk bølgende susen, hård som en mur af metal, langsomt svulmende i styrke for derefter at falde hen, indtil næste bølge overtager og overdøver sin forgænger. Lyden er sammenfaldende med en dyb knurren der forplanter sig i undergrunden og ender som vibrationer i bænkens træ, engang i mellem brudt af en skinger hvinen som truer med at flænge mine trommehinder til strimler, en munter fanfare med kun en tone eller et langt og melodiøst udbrud af harme.

I dyb kontrast dertil opfanger jeg foran mig noget organisk, dyrisk og vådt. Et kor af hvæsende svaner begynder på en pludselig sang mens de plasker rytmen i overfladen, og dernæst kun hvæsende stiger opad. Nedenunder taler andre skabninger til hinanden med et ordforråd af kort skrydende konsonanter og langtrukne vrinskende vokaler og animerede agitatorer kurrer og skvadrer ivrigt gispende om føde og forplantning.

Men til højre og venstre, er lyden ligesom barnlig glæde af friske hyl blandet med kærlig hvisken af smaskende kys.

Er det ikke underligt?

Det er først om mandagen du mærker, at vi er gået fra vintertid til sommertid. Hele søndagen går med at du står sent op, spiser sent morgenmad, børster sent tænder og får din eftermiddagskaffe lidt senere end normalt. Mest fordi du ikke har nogen deadlines du skal nå. Når det så går op for dig, at det nu er sommertid, går du rundt til alle ure i huset og lægger manuelt den obligatoriske time til, der hvor det kræves. Så går du tilbage til det du nu gør om søndagen og glæder dig i det stille over at det snart er sommer.

Hvor rart.

Det er først om aftenen at sommertidens første forstyrrelser viser sig: du tænder TV’et og din søndagaftenyndlingsTVserie har allerede begyndt og du missede de første vigtige minutter. Aftensmaden blev indtaget efter lysforholdene og ikke efter klokkeslæt. Og det fortsætter resten af aftenen inklusive sengetid: du læser lige i bogen en time længere end hvad klog var. Så ligger du der i sengen og stirrer i loftet, føler noget er galt. Er det sent nok til at falde i søvn, eller har du bare været to timer om at tage nattøj på?

Den rigtige hævn kommer så mandag morgen. Alting er forkert. Det er ikke lyst nok, ingen vågner af sig selv, avisens bump igennem brevsprækken lyder alt for tidligt, blæren er ikke så påtrængende som normalt, kaffen er for lang tid om at løbe igennem og brillerne er unødvendigt slørede selvom du pudser dem med den lodne klud der fulgte med fladskærmsTVet som du hellere end gerne bruger til dine briller fordi den klud har en størrelse du altid havde ønsket sig fra en brillepudseklud.

Det er faktisk utrolig hvor vigtig den ene time verden sprang over lørdag nat egentlig er om mandagen.

I dag er det Dan Tuèlls fødselsdag. Han ville være blevet 63. Han har haft mange erhverv. Bl.a. underviste han sammen med Jannick Storm på Danmarks Biblioteksskole i starten af 1970’erne i faget Science Fiction. Pudsigt!
I anledning af hans fødselsdag leger jeg lidt med tanken om, at “jeg skulle have været taxachauffør”.

Jeg kan slet ikke forstå hvad han siger, så derfor viser han mig sin mobil med adressen. En god tur og vejnavnet lyder bekendt, men jeg kommer ikke så ofte ud på de kanter. Hurtigt taster jeg adressen ind i GPSen. Et sted ved vandet. Vi triller af sted.

Jeg forsøger at tale med ham, men han forstår ikke en skid.

Da han steg ind var jeg sikker på, at han skulle til Nørrebro eller Halmtorvet i gamle dage, men Ishøj passer lige så godt. Jeg kan se ham i bakspejlet. Furer i ansigtet. Han sidder lidt sammenbøjet med et udtryk som om noget gør ondt hele tiden. Han har sikkert levet hårdt og kan nu mærke konsekvenserne. Måske er han musiker.

Det skifter til grønt, jeg trykker på speederen og Mercedes’en trækker godt.

Da kan kom ind så jeg, at han har jeans på og en sort hue ellers helt almindelig klædt. Musikere, ja de går jo ikke rundt og ligner nogen der skal gå på scenen hvert øjeblik det skal være. Han er helt sikker musiker med masser af Rock og Rul og babes og sprut i lange baner. Hvis vi talte samme sprog ville jeg begynde at tale om vejret, han ville så svare, at det er det samme over hele Europa, og det ville han vide fordi han er på Europaturne. Og så kommer vi til at snakke om musik, og hvilken musik jeg godt kan lide. Så ville han fortælle mig navnet på bandet han spiller i og ville give mig fribilletter og bede om at jeg finder en station i radioen som spiller noget rock.

Jeg drejer over på 100FM, skruer lidt op og kigger i spejlet.

Når lige over krydset inden det bliver rødt  og så op på tilkørselsrampen. Ring tre er bedre her tidlig på eftermiddagen.

Han sidder og stirrer ud af ruden, reagerer slet ikke på musikken, ingen rytme. Han havde kun en lille rygsæk med. Umuligt at en guitar passer i den. Måske er han slet ikke musiker, han ser også lidt gammel ud, men slet ikke lige så gammel som Keith Richards.

En melodi spiller. Det er hans telefon der ringer. Han griber i sin jakkelomme og begynder at tale ”Da“ siger han. Det lyder som russisk eller et eller andet jeg ikke forstår. Han smiler og plaprer højrøstet løs. En russer i Danmark. Han prikker mig på skulderen og gør tegn til at jeg skal skrue ned for radioen. Han ser en smule sur ud. Mundvigene hænger. Jeg skruer ned.

Det kan være, at han er fra den russiske mafia. Jeg kigger på GPSens display. Ude ved vandet. Langt fra Ishøj Strandvej. Der ser ud som om der kun er en parkeringsplads og en større bygning der ude, og en marina som sikkert er øde her om vinteren. Jeg drejer spejlet en smule for bedre at se ham. Han griner ondt og forbryderisk mens han kniber øjnene sammen til to gnistrende spalter. Når vi kommer til parkeringspladsen tager han sikkert en pistol frem og så forlanger alle pengene eller også er han lejemorder og jeg skal køre ham igennem hele byen ligesom ham Jamie Foxx i filmen med Tom Cruise.

Vi forlader Ring tre og kører ned på Ishøj Strandvej. Til venstre kan jeg se den bygning vi skal over til. Den ligner en kæmpe stor grå presenning der er trukket stramt henover et tærrestativ.  Nu kan jeg huske at adressen hører til Arken. Manden betaler med en del ekstra og kravler ud.

Måske er han tjekkisk gallerist eller en berømt slovakisk kunstner.

De traver rundt med tungen slaskende i mundvigen, eller snuden få cm over jorden. Bjæffer hysteriske eller glammer magelige når de møder en anden. Snuser til træer, hinanden eller sig selv. Jagter uskyldige ænder i vandet. Skider på stier og overtisser de bænke som de gamle damer sidder på med deres poser, indeholdende rester af franskbrød til ænderne.

Efter sig trækker de mennesker, som de ofte har i en snor. Får dem til at løbe ind og ud mellem bænke og skraldespande, op ad skråninger og igennem pytter. Bruger snoren som snubletråde for de andre fritløbende mennesker og bjæffer ad dem der vover at springe over eller gå uden om snubletråden og ad dem der rent faktisk falder.

Menneskerne som de har i snor samler de sammen i grupper på tre eller fire for at lave en menneskeroulade ved at løbe omkring gruppen med snoren efter sig og stramme den til, alt imens de hoster og halser i deres eget uforståelige sprog. Venter på, at én skal falde for at gø ad og måske tisse på staklen.

Når jeg tænker over det, kan jeg blive helt i tvivl om ejerforholdet mellem mennesket og dets bedste ven.