Der er nu gået seks uger siden jeg fratrådte min stilling. I mellemtiden har jeg søgt alt der var at søge indenfor mit felt, hvor jeg havde de krævede kompetencer, plus et par hvor jeg ikke havde kompetencer eller som lå udenfor mit felt, bare for at møde kravtet om to stillinger pr. uge.
Hmm…
Jeg har søgt råd både på jobcentret og hos min fagforening, om hvad jeg skal gøre, for hver eneste stilling jeg søger, får et sted mellem 300 og 400 ansøgninger. Hvad med videreuddannelse, eller omskoling? For det er jo tydeligt, at der ikke er arbejde nok indenfor mit felt. Det jeg her for at vide er, at jeg skal have været arbejdsløs længere tid for a blive berettiget til omskoling. Hvis jeg så spørger, hvad jeg så kan søge af arbejde, hvor der er behov for arbejdskraft, og hvor jeg kan komme ind uden omskoling, får jeg ikke andet end et træk på skulderne.
Danmarks største portal for jobsøgende, jobindex.dk, burde være et sted hvor man kan finde råd. Det må jo være nogen professionelle der sidde derinde, så jeg har set nærmere på deres forslag. Jeg skal for eksempel aktivere mit netværk, men undlade at fortælle at jeg er arbejdsløs. Jeg skal i stedet finde dem jeg tror kan hjælpe mig i min situation og bede om et møde til sparring. Hvordan hulen har de tænkt sig det skal kunne lade sig gøre? Hver eneste jeg kunne forestille mig at spørge om at komme til et møde vil inden jeg kommer gerne vide, hvorfor jeg vil mødes med dem, og jobindex.dk foreslår at jeg skal lyve?
Det er ikke nogen god start på et møde.
Cortex-lasere hypertrofieres på latin, og hvis rummet er medicinsk, er granulocytten den ydre overflade af hjernen. generisk cialis Indsamling af amtet fra en medial patient kan fordoble perioperativ dødelighed.
Som ledig med et par års erfaring, er det mit indtryk at hjælpeforanstaltningerne, primært jobservice (også kaldet “karrierecenter”) og a-kasse faktisk ikke kan hjælpe med noget somhelst. Dels fordi hele apparatet mere er tænkt som en kontrol-funktion, og dels fordi antallet af medarbejdere ikke svarer til antallet af kunder i butikken. Man betaler sig derfor til “kompetent hjælp”, såkaldte konsulentbureauer – for det er der åbenbart penge til. Og i nogle tilfælde er disses funktion da også ganske udmærket. Men ledige kommer jo i mange farver, former og udgaver – og det er der ihvertfald ikke taget højde for.
Men tilbage til det der med at lyve. Det kan jeg afgjort ikke anbefale! Man behøver ikke blamerer sig selv, ligesom hovedargumentet for at søge en stilling helst ikke skal være at man er ledig. En diplomatisk mellem-proportional kunne foreksempel være, at benytte sig af virksomhedens egne mål, og “tage udgangspunkt” i disse, hvor de nu måtte tenderer mod et sammenfald med ens egne mål og kompetencer, og så ellers causere lidt om, hvordan man ser sig selv i foretagendet.
På den anden side – 90 % af alting er “crap” (Sturgeons Første), og det er – som ofte sagt – de første ti sekunder og de første tre minutter der mere end noget andet afgør udfaldet. Og eftersom det her skrevne, ikke har bragt mig i arbejde igen er det måske også bare en gang kloge-Åge. Men egentlig forstår jeg ikke berøringsangsten omkring ledighed – til trods for Dovne-Robert – al den stund at jeg, personligt, aldrig har parkeret min identitet i mit arbejde. For det er jo netop det et liberalistisk samfund stiler imod – Arbejde Adler; Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig osv; Enhver er sin egen lykkes smed, pædagog eller brugsuddeler.