Jeg læste med stor interesse den blandede anmeldelse som antologien “Undergang” fik af Anne-Marie Vedsø Olesen. På den ene side fremhæver hun de litterære kvaliteter af blandt andre Silvestri, Gudrun Østergaard og Harris Carlsen, på den anden side beklager hun sig over “… for mange uopfindsomme feel bad-fortællinger for de teknologi- og klimaforskrækkede til, at den bliver skarp som helhed.”( bl.a. min fortælling). Disse gode/bedre forfattere er så åbenlyse talenter mener hun, at de burde vriste sig fri fra disse genrenørderier, (tilføjet lørdag kl. 13.30:) og skrive store værker udenfor nørdkredsløbet.
Og det kan hun jo have fuldstændig ret i.
Jette Holst var i hendes anmeldelse af Undergang på litteratursiden.dk af en helt anden holdning. Hun nævnte blandt andre mit bidrag som en klassisk undergangsfortælling. Derudover var der også nogle noveller som hun ikke mente hun havde forstået.
Det er lidt tankevækkende hvordan to læsere kan være så uenige.
Den ene har jo ikke mere ret end den anden, fordi der er en akademisk titel til forskel eller en mere fyldt lønningspose eller. Det er nok snarere et spørgsmål om, at særinteresser spiller ind ved valg af yndlingslekture. Og hverken AMVO eller JeHo har patent på sandheden.
Nu har jeg så været igennem samlingen og jeg fik også chattet lidt med Martin om bl.a. Anne-Maries anmeldelse. Det er fjollet at beklage sig over en dårlig anmeldelse. Det er bare et spørgsmål om at læse den, forstå hvad der menes og tage stilling til om det er en kritik man kan bruge til noget.
Alligevel vil jeg give AMVO et slag over fingrene, for hun gør sig skyldig i at være kultur forsnobbet på en Brian-Mikkelsen-agtig måde med den særligt harske gentagelse af bemærkningen fra Meta-novellen: “Thi[…] den fåmælte forfatter, der forbliver i sin kælder fastlåst i uoriginale genrebegreber, er kun en vorte på det litterære univers og vil blive frosset ud og skåret væk.”
Så Anne Marie mener i sin anmeldelse, at der er for mange teknikforskrækkede feel bad fortællinger i antologien.
Om disse tekniske feel-bad nørderier tænker jeg, der er alt andet end teknikforskrækket, til gengæld: Rigtig fed teknologi eller udvikling som man ikke kan styre, og derfor skal lære at beherske. En uundværlig ingrediens i en menneskeskabt apokalypse eller naturkatastrofe som nogen overlever længe nok til at dø af og i den.
Det er nok kun teknologiforskrækkede der fortolker det som feel-bad blablabla. For mig er det et led i personlig udvikling, enten kommer man igennem eller så visner man. Sådan har det været med folkesagn og med eventyr og sådan er det også med apokalyptiske science fiction scenarier. Og personligt foretrækker jeg en konkret handling som jeg kan forholde mig til, end at jeg skal fortolke mig igennem en i første omgang svær tilgængelig tekst.
(slettet af redaktionen)
Update Lørdag kl 13.30. :
En god bekendt har gjort mig opmærksom på at jeg har været uprofessionel overfor en kollega, hvorfor jeg har slettet den sidste del af indlægget som sådan set ikke havde noget med mine strøtanker at gøre, men var noget mellem forfatteren og mig. Her vil jeg også knytte en stor og uforbeholden undskyldning til forfatteren.
An aus should be monitored during therapy. buy cialis View this post on Instagram.
Fedt at du skriver det. Du er ikke den eneste der tænker sådan om amvh.
Anne-Marie v. Olesen er da i sin gode ret til at synes det ene og det andet og fordele hjerter efter hendes bedste overbevisning, det giver bare en lidt dårlig smag i munden når hun bliver herre over hvem der skal stå OVER almindelige genreforfattere og bevæge sig OP i finkulturen rækker, mens resten må forblive ved deres nørderier. Det er næsten som at høre ENW blævre om, hvorvidt han er den eneste, der er værdig til at blive bære titlen forfatter i Danmark. Hvis hun havde givet udtryk for at selvsamme finkultur i og for sig også bare er en bestemt genre, så havde jeg da slet ikke fundet på at tage min lineal frem, ikke for at måle men for at spanke.
Dårlige anmeldelser er meget bedre end ingen – og denne udgivelse har ligefrem fået 2 anmeldelser.
Bortset fra det, har jeg lært ikke at tage ‘genre,-derfor-dårligt’ så tungt. jeg mener modsat, at det er i genrelitteraturen, der virkelig sker noget NYT, noget der rykker.
Kan du ikke lige linke direkte til Vedsøe Olesens anmeldelse? Jeg kan ikke finde den.
Hej Majbrit
Anmeldelsen ligger kun tilgængelig for abonnenter på Politikens hjemmeside. Det der triggede mig til at skrive et blogindlæg, var at jeg ikke syntes hun havde noget at have det og ellers var rimelig nedladende i den sidste sætning: “Thi den fåmælte forfatter, der forbliver i sin kælder fastlåst i uoriginale genrebegreber, er kun en vorte på det litterære univers og vil blive frosset ud og skåret væk.”
Manfred
Jøsses – skrev hun virkelig det ? Avs… Det var dog en sær og noget grov vurdering, i betragtning at undergang-antologien jo lissom har genren som præmis og det var da ret oplagt, at der ville være en del af den slags historier. Hvad havde hun ventet af en samling med den titel ???
Hej Niels.
Har du læst anmeldelsen eller kun min fortolkning? Jeg er måske lige grov nok. Det der irriterer mig er at hun har titusinde læsere, hvor jeg kun har ti. Hun er i sin gode ret til at anmelde, og hun skriver også fantastisk selv, men ikke alt behøver være blandingsgenre for at være godt. Det bliver hurtig en postmoderne pastiche, og vi er ligesom kommet videre end postmoderne (der som litterær stil viste sig at fungere i enkeltværker men hurtig blev kedsommelig.)
Jeg kan sagtens følge din harme, Manfred. Det er unødvendigt og indskrænket at skrive på den måde hun gør. Hun er i en udvalgt position som jeg synes forpligter til en lødig tone og at sætte sig grundigt ind i tingene. Som Pippi Langstrømpe siger: Den der er meget stærk, må også være meget god.
Men først og fremmest synes jeg, vi skal glæde os over, at en “genreudgivelse” er sluppet igennem nåleøjet til Politikens anmelderkorps 🙂
Hej Gudrun
Tak for din støtte. Efterhånden som timerne er gået, og jeg har tænkt over mit indlæg her, er jeg blevet lidt i tvivl om jeg overhovedet skulle have offentliggjort det. Jeg talte /skrev en del med Silvestri om det. Jeg ved det er fjollet at brokke sig over en anmeldelse. Denne brok her kan nu bruges af “de høje herrer og damer” til fortsat at lade være med at anmelde en smal udgivelse – u.a.o., smallere end en “fin-kulturel” udgivelse – for, som du siger er “vi” kommet igennem nåleøjet denne ene gang. På den anden side tror jeg på, at hvis den bliver anmeldt på genrens præmisser og læsere for øjnene op for, hvad vi (genren) kan som hverken finkulturelle Knausgård eller mainstream Adler-Olsen formår, ville vi kunne give en hel del læsere nye literære oplevelser. En sådan halvhjertet anmeldelse vil jo ikke ligefrem fange nye læsere.
Nu har jeg læst anmeldelsen en gang til og jeg synes faktisk ikke den er for grov – tværtimod opfatter jeg rådet om at komme ud af reservatet som venligt – som at andre end folk der målrettet går efter genrelitteratur også kan læse det.
Jeg citerer fra anmeldelsen: “Man kunne ønske for de klare litterære begavelser, der har bidraget, at de i højere grad turde springe ud af nørd-skabet, at de fik deres genretalent udfoldet med store værker og ikke stillede sig tilfreds med små udgivelser i et mere eller mindre lukket nørdkredsløb.”
(Små udgivelser? Er der noget galt med novelleantologier? Er romaner bedre? Er novellesamlinger af én forfatter bedre, sådan finlitterært set?)
Og den sidste grovhed:
“Thi – som man kan konkludere af debutanten Inge Pernilles humoristiske metanovelle ’Skriften på væggen’ – den fåmælte forfatter, der forbliver i sin kælder fastlåst i uoriginale genrebegreber, er kun en vorte på det litterære univers”
er dels et citat, dels et udmærket råd. Hvorfor genskrive en idé i et kedeligt sprog?
Og det siger jeg så uden at have læst samlingen …
Men jeg har læst et par genreantologier før og anmeldt dem på min blog, og jeg syntes osse, at det generelt kan halte med sproget i antologier. – Måske fordi der sjældent er proffe redaktører ind over. Og her skal der detalje-kritik til for at jeg kan forklare det, og det tager meget lang tid, så jeg kan godt forstå når en anmelder blir meget træt af *skulle* læse sig igennem sproglig uformåenhed parret med uopfindsomme historier.
Orv, det var dårligt forklaret, jeg prøver igen: som anmelder oplever jeg, at en ordentlig forklaring på, hvorfor en novelle ikke lige sidder i skabet, kan være længere en novellen … og så synes jeg, at det er mere rimeligt at uddybe, hvad man synes om de gode noveller i en samling og hvorfor. Men det gør, at kritikken bliver skarpere end tiltænkt. På den anden side er det ikke en anmelders arbejde at være redaktør og sige: flyt det afsnit, skriv den sætning om, stram sproget her, omformuler dette, slet dette, forklar dette.
PS: Jeg synes det er helt ok, du sparker bolden op, Manfred. Lad endelig være med at slette! Det er en interessant debat.
Hej Maibrit
Citatet du bringer igen (“Thi den formælte forfatter …) er ikke noget citat, jeg har virkelig forsøgt at finde det i historie og har nu en fjerde gang gennempløjet novellen, og ikke fundet tilnærmelsesvis noget der kan udgøre det som et citat. Det er noget AMVO selv har fundet på. Det efterlignere sproget i den novelle men er helt hendes egen holdning. Jeg kan godt se at det kan være en af de mulige konklusioner af novellen, men det er efter min mening ikke 100 procent entydigt. Jeg vil så ikke yderligere analysere den novelle.
AMVO skulle nøjedes med at sige den og den er god og resten er for dårlig, i stedet for at sige at kun få har fortjent hendes og andres opmærksomhed mens resten er vorter der skal fryses ude og skæres bort.
Derfor.