Det er måske at bevæge sig hinsides fandomregimet, at komme med en ConRep fra Bogforum, men på en måde er Bogforum jo en ”Convention” for de bibliofile. Så hermed min egen meget personlig reportage fra en weeken d blandt bøger.

De store forlag

Jeg siger det med det samme. Jeg gik udenom de store forlag ene og alene af den grund, at de forsøgte at sælge bøger på kendiseffekten. Det er da meget mulig af Frödin eller Rene Toft Simonsen kan skrive andet og mere end en dosmerseddel, det skal de også have lov til, og der skulle heller ikke være noget i vejen for at jeg måske kom til at købe deres bøger hvis jeg syntes de var gode.
Nej.
Jeg gik udenom dem, fordi forlagene udelukkende med dollartegn i øjnene udgiver kendisbøger og ikke bruger deres således lettjente penge på at udgive substans. Det overlades til de små.
Før kunne de store nøjes med en biografi eller erindringsbog, så blev det til samtalebøger (hvor to kendisser delte deres meninger med hinanden og den uforvarende læser) og selvhjælpsbøger med alle mulige, umulige og ubrugelige tips til hverdagslivet – hvem husker ikke ”det’ Leth” med letlæste instrukser til destruktion af møblement, bohave og egne lemmer. Siden er kendissernes børnerim og romaner kommet på udgivelsesrepertoiret. Og det er her jeg stejler.
For de første af slagsen, altså biografier, erindringsbøger og selvhjælpsbøger, har det været ganske normalt at sætte forfattere og journalister til at føre pennen. Her var det talentfulde forfattere som udlejede deres evner til de mindre talentfulde. En ordning jeg bifalder. På den måde blev alle glade. Forlag, forfatter og kendis. Det har for den sags skyld også været kutyme at en kendis udlejer sit navn til en forfatter mod delt udbytte. Også en god ordning, selvom det ikke altid har været til talenternes fordel. H.P. Lovecraft, eksempelvis, skrev for Houdini, og døde alligevel i fattigdom.
At forlagene nu udgiver kendissernes egne ord går over min forstand. Det er som om det ikke længere er nødvendigt med kvalitet, men udelukkende kendiseffekten. Når forlagene og de kendte før i tiden benyttede sig af ghostwriters var det for at give det skrevne ord en pondus som de litterærte (sic.) kunne bifalde. Nu er det ikke nødvendigt længere med en akademisk godkendelse fra en lektor, bare der står sorte tal på bundlinjen. Tilfældigvis er jeg bekendt med et tilfælde, hvor en ikke nærmere specificeret kendt vælger at få udgivet sin roman under et pseudonym, for at en given lektor ikke skæver til navnet, når han/hun skal give en bedømmelse af værket. Det var nemlig sket før, og den unævnelige kunne godt tænke sig en ærlig bedømmelse uden kendiseffekt.
Nu vi er ved det: Hvad der undrer mig er at kendisserne ikke udgiver deres sager selv, men deler indtjeningen med et forlag. Selvudgivelser a la BOD, Underskoven eller Mellemgård har jo fået en del positiv omtale, hvis man ellers har læst Politikens helsides artikel under Bogforum om Mellemgård.
Det er da også noget demokratisk ved den moderne måde at udgive bøger på. Enhver med en smule tæft og skrivetalent kan udgive sig selv. Og det behøver jo ikke være igennem et selvudgiver forlag mere. Man kan også selv stå for det hele. Som Lars A. R. Stender, for eksempel, der er på vej med en hel serie bøger fra sit eget forlag.
En undtagelse fra de store griske mastodonter er måske vores bogforumnabo Gyldendal, som stadig støtter den skæve men gode litteratur. Casper Colling Nielsen for eksempel, selvom han stadig godt kunne lære lidt SF af SFC. Det fører mig videre til, at størrelsen alene ikke gør at man nødvendigvis bliver set. Science Fiction Cirklens stand (C3-037) stod jo som nogen ved i skyggen af Gyldendals (C3-036) Tranescene. Big Gee’s stand var på størrelse med en tredobbelt tennisbane, og lige så let at overse som en trebenet ko med chokoladeovertræk og en lyserød klat guf på toppen. Alligevel var det ikke så få gange vi måtte sende uvidende bogforumbesøgende over til vores lille storebror.

Jeg ved så ikke om det siger noget om Gyldendals placering ude i det fjerneste hjørne (næsten da) eller om den typiske G-læser.

I nogle senere episoder af denne ConRep vil jeg dele ud af min farvede og personlige mening om De små forlag og om SMS noveller.

What makes the walk so special is that the reserve is in the traditional lands of the Anaiwan people who have left rock art visible from the trail. cialis price This dates to between and years old and is shielded from the trail by a timber barrier.