Forudsigelige film

For nogen dage siden fik jeg et link fra en af mine venner som forklarede, hvorfor alle block buster film, der p.t. forlader Hollywood, ligner hinanden til forveksling. Svaret er bogen om det gode manuskript, Save the Cat.
I bogen finder den spirende manuskriptforfatter, en opskrift på det sikre filmmanuskript, som manuskriptside for manuskriptside (og dermed minut for minut) beskriver hvilke ingredienser der skal bruges hvor, hvornår og til hvad. Mere detaljeret end grækernes regler for versefødder og tragedier. Så detaljeret, at man blot behøver at kaste terninger for at komme frem til en spændende film.
Det ser ud som om alle film fra Hollywood siden 2005 (bogens udgivelsesår) har fulgt netop den opskrift. Resultatet er, at film er forudsigelige. Prøv selv at tælle sammen, i hvor mange film antagonisten frivilligt lader sig fange, fordi det er en del af planen? Eller dem, hvor protagonisten helt i begyndelsen mister alt og bliver ladt i stikken, for derefter at komme tilbage og vise sig at være den eneste, der kan redde verden? Eller på tidspunket lige før det helt store klimaks, hvor helten har givet op, at en meget spinkel ide vender helt om på plottet så vi næsten uden problemer kan få den obligatoriske happy ending.

Forudsigelige bøger
Jeg tror, det samme er tilfældet i den spændende del af skønlitteraturen. Hvis ikke en roman ikke benytter sig af bestemte kneb, lader forlagsredaktører manuskripterne falde på stedet. Og det selvom gamle travere, som stadig bliver trykt ofte og gerne, ikke bruger de moderne spændingsværktøj. Selv de nyere gamle travere bruger ikke disse kneb. Og dem, der bruger dem, er de mest udskældte (mak)værker (Dan Brown).
Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er fan af krimier. Jeg har læst et par stykker, men det er så det. Krimier er opbygget på samme måde som spændingsfilm. Det er jo på en måde indlysende. Jeg læser hellere Science Fiction (ikke overraskende vel) for hjernespindenes skyld, og andre “kopflastige” ting. Også Umberto Eco og Murakami.
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er begyndt at læse på en anden måde nu, men jeg synes altså, at hverken Den fremmede fra 1942, Zen, og kunsten at vedligeholde en motorcykel eller Tugt og utugt i mellemtiden, begge sidstnævnte fra 70erne, brugte samme opbygning. Til gengæld bærer Den vilde fårejagt, 1982 og Mange sære ting for, 2011 tydelige tegn på en kinematografisk spændingskurve. Måske er det bare mig, men det ser ud som om der sker et eller andet fra 70erne til 80erne ud over Yuppierne.
Så, hvad er det forlagsredaktørerne gerne vil have, når de ser på et manuskript, som er pinedød nødvendigt, for at de antager tasteriet?

Og nu til det døde barn i plastikposen
Jeg fik en ide til en god historie som jeg skrev ned og siden har gen- og gennemskrevet de seneste par år. Manuskriptet har gået sin runde på forskellige forlag store som små. To forlag viste endda så megen interesse, at de ville se det igen, efter at jeg skulle kigge det igennem engang til. Men igen har taget det næste skridt. Mit manuskript er nu kommet igennem alle forlagene. Så mange, at jeg forleden kom til at sende det til et forlag, der havde set det før, og fik selvfølgelig endnu et afslag med et rasende svar vedhæftet, og det selvom jeg har gennemskrevet det så mange gange, at det ikke er det samme manuskript mere.
Jeg er hverken rig eller desperat nok til at få det udgivet hos et selvudgiver forlag eller at købe mig til redaktørhjælp. Så jeg leger med tanken om at slette hele svineriet fra harddisken og brænde den seneste udskrift. Alle 120.000 ord i snart femten forskellige udgaver fra første udkast til seneste inkarnation. For selvom det er mit barn, er jeg begyndt at hade det skrækkelige misfoster det ser ud til at være. Og den seneste udskrift ligger og bliver kvalt i en hvid plastikpose på natbordet ved siden af min seng. En plastikpose uden logo, jeg fik hos Gyldendal da hentede det. Et passende ligklæde for et forlist projekt. Om natten kan jeg høre det skrige “læst mig, ret mig,” men jeg ignorerer det. Jeg syntes engang selv, det havde de nødvendige ingredienser for at være udgivelsesværdigt. Men jeg er ikke sikker mere.
Jeg vil ikke sammenligne mig selv med Murakami eller Madsen. Hvor vover jeg. Men lidt har også ret og alle ved at ikke alle bøger bliver til bestsellere.
Så hvad er det forlagene vil have? Og hvordan får jeg reddet mit barn, uden at jeg selv skal bygge hospitalet. For slet ikke at tale om de to halvfærdige andre romaner jeg har i arbejde.

BTW.: Ifølge Quizbattle har 10% af alle islændere fået udgivet en bog …