I går aftes på vej hjem i toget så jeg artiklen om den boglæsende Amalie, som jeg fotograferede og forevigede på Facebook med en dumsmart(!) bemærkning. Nu er jeg ked af at jeg gjorde det.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ikke har noget imod Amalie andet end det mediecirkus hun befinder sig i, som hun og pressen så snedigt holder i kog for at sælge blade, bøger og reklamefinanserede realilty shows.
Men det er ikke for hendes skyld at jeg er ked af der.
Når jeg skal være helt ærligt, er jeg skide misundelig over at det har afkastet netop den udgivelse (en reality-bog skrevet af Amalies mor om hende og sig selv), så intetsigende den end kan være, som Amalie nu har læst i sin helhed. Misundelig, fordi jeg stadig forsøger at få udgivet min roman, som er en milliard gange mere interessant end Amalies mor, når jeg selv skal sige det.
Samtidig bekymrer det mig at forlaget har udgivet den for at ikke blot Amalie, men læsere i tusindtal vil anskaffe sig den og måske også læse den. For er lavpunktet ikke nået, når et virkeligt eller blot påstået dumt menneske er omdrejningspunkt i en pengemaskine der brødføder hundredevis og underholder titusinder, og at selsamme dumme menneske bliver rollemodel for en skare vildledte teenagere der tror, at realityTV handler om virkeligheden?
Amalie er centret i en medieskabt virkelighed der peger ind mod sig selv, og bliver holdt kørende af folk som vil høre mere hende og hendes verden og af folk som har ondt af hende, fordi det udefra ser ud som om, hun bliver misbrugt af medierne der kredser om hende, men også af folk som hader hende for netop det.
Er jeg blevet én af dem?
Det jeg er ked af her til morgen er, at jeg med min Facebook opdatering er med til at holde gang i netop den Amalieverden.
Endda uden at få penge for det.