Så var han der igen, i radioen.
Efter’retningseksperten.
Men han havde fået konkurrence. For før var det forbeholdt den lille kreds af indviede at lægge trykket det rigtige sted. Dem der var indenfor og havde fået den rette skoling i trykfordelig. En detalje blot, som gjorde en forskel. Så kunne man kende forskel på dem der var inde og dem der var ude.
Nu var han presset på en anden front.
For radiomanden insisterede på at begynde piano og så lægge forte på ordets tredje stavelse. Altså lige efter efter. Med mindre radiomanden havde en fortid i RET [Radioens Efter’retningsTjeneste – red.] var han da ikke berettiget til den slags indfald og udfald. Eller gjorde han det bare for at lyde som en insider. For at blive en fortrolig på en måde, som kun agenter kan være fortrolige med hinanden, og få efter’retninger ud af eksperten.
I øvrigt almindelig praksis, i den slags tjenester, har jeg ladt mig fortælle.
Muligvis var efter’retningseksperten selv en fupmager som ved at lægge eksperttrykket ville foregøgle insiderviden, og radiomanden bed på krogen. Hvis han i den sammenhæng ikke var ekspert på området, gjorde det ham på et vist plan sådan set alligevel til en ekspert, et uskolet naturtalent om man vil.
Lur mig ikke om den ægte vare, virkelighedens trykeksperter, nu til dags ikke mere eftertrykkeligt lægger trykket efter efter, men i stedet og amatøragtigt på “ef”-et, et ster før “ter”, for på den måde at virke uskolet og således får mulige måls parader ned så ‘efterretninger kommer i mål, nærmest af sig selv.