Et værktøj som hammer og skruetrækker er jo forbedringer af mennesket, beregnet til at manipulere den fysiske verden på en måde som kun er mulig med dem. Jeg har tit spurgt mig selv om, hvorvidt også kommunikations teknologi (mobiltelefonen, computeren eller iPad’en) er en udvidelse af mig selv til at manipulere min omverden, både fysisk og nu også socialt. Den er både et arbejdsredskab, min hukommelse, mit taleorgan og en fjernbetjening af min stedfortræder på internettet på bl. a. Facebook og LinkedIn. Igennem stedfortræderen deler jeg mine tanker (dem jeg vil dele) med alle, og mine tanker bliver påvirket af min færden i nettets virtuelle verden. Det gør mig også i stand til at være i kontakt med flere mennesker på en gang, selvom vi er adskildt både i tid og sted. Selvom det er en sølle erstatning for den fysiske kontakt, er det stadig en understøttelse af det, der binder mennesker sammen. Teknologien definerer mig i det omfang jeg giver den lov. Eller omvendt: jeg definerer på hvilken måde og i hvilket omfang teknologi er en aktiv del af min tilværelse. Stephen Hawking har været tvunget til at tage et skridt mere, og fundet en metode til at fungere socialt, på trods af sit handicap. Kunstige hjerteklapper bliver rutinemæssigt indopereret, kunstige hofteled letter livet for mange ældre, og forskning i lammelser peger i retning af elektroniske implantater der kan give førligheden tilbage indenfor en overskuelig fremtid.
Skridtet til at være en fuldblods BORG er egentlig så stor.
Lige som I morgen, novellen jeg præsenterede sidste gang, handler BetaLife om menneskets forbedring af sig selv. Men i denne novelle koncentrerer jeg mig om transhumane udvidelser/forbedringer af mennekset. Det vil sige jeg befinder mig lidt i et grænseland, fordi brugen af den livsforlængende medicin BetaLife lammer patienter, og eneste mulighed for at deltage i livet er ved hjælp af cerebostyrede mekaniske avatarer som leverer audio, visuel og taktil feedback til hjernen.
Men det er kun novellens overflade. Indeni den tager jeg også pulsen på arbejdsgiver / lønmodtager forholdet, og hvordan virksomheders rationaliseringsbestræbelser for profitmaksimering umenneskeliggør de ansatte og ligestiller dem med inventar, i dette tilfælde ganske bogstaveligt talt.

Tilbage til overblik