Hvad ville mennesket gøre, hvis det virkelig blev udødelig?
Novelle i morgen den der er sidst i samlingen har sine rødder i en historie jeg engang læste eller hørte, som forudså tidspunktet, hvornår mennesket blev udødelig igennem teknologisk singularitet. Futuristen Ray Kurzweil er en af menneskerne bag denne ide og det var hans navn der triggede mig.
På tysk betyder Kurzweil det modsatte af Langeweile (sådan cirka), altså kedsomhed. I mit tankeeksperiment går jeg ud fra at mennesket har opnået udødelighed og har levet i et par miliarder år. Af åbenlyse grunde er kønnet formering afskaffet. Hjernens kapacitet er ligeledes blevet udvidet med en ekstern harddisk.
Hvad får mennesket så tiden til at gå med?
Med den postapokalyptiske stemning jeg i begyndelsen af novellen anslår, forsøger jeg ikke at tegne resultatet af selvdestruktion, men snarere forsømmelse. Som når en depressiv forsømmer sine omgivelser, altså ikke bare et kaotisk rod.
Jeg har muligvis ikke brugt begreberne herover helt efter intentionen, men det er dem der førte mig til novellen.
Novellen er ikke så lang, så mere vil jeg ikke sige.

Tilbage til overblik