En af de noveller som jeg personligt er gladest for og som blev færdig på kortest tid er Second contact. Jeg synes jeg kan huske, at den blev til i løbet af to aftener.
Jeg var på arbejde som rejseleder for 42 gæster på et krydstogt fra København til Svalbard og tilbage igen. Skibet var et 15 sale højt resort med 5 restauranter, 8 barer, to pools, spa-område, diskotek, kasino, teater, fitness center, shopping center og tro det eller lad være bowlingbane. I kahyterne var der minimum radio og tv fra skibets eget studie. Der var med andre ord rigelig med adspredelse at vælge imellem.
Men jeg var alene på denne tur, og hvis jeg skulle slappe af, ville jeg nok vælge at gøre det i min kahyt. På forhånd frygtede jeg dog, at det skibsinterne tv-system ville vise alt muligt crap på italiensk, spansk, fransk, engelsk og tysk. Jeg havde derfor taget en sæson Star Trek NG med på min iPod, i håb om at jeg kunne sætte den til
kahyttens tv, for den bærbare jeg havde med var for gammel og duede ikke til at vise film. Det skulle vise sig, at både frygten var begrundet og håbet forgæves. Den eneste måde jeg derfor kunne se min serie var med to sæt briller og iPod’en ca femten centimeter fra mit ansigt.
Jeg havde som sagt også taget en bærbar med, fordi jeg havde sat mig for at jeg ville arbejde på novellesamlingen. De første par dage arbejdede jeg mest af alt på Den indre fjende, og inden jeg faldt i søvn så jeg et eller to afsnit med Jean Luc Piccard og hans slæng.
En dag så jeg så en græker stå i informationen og prøve på at tale med en af personalet. Det så ud som om han havde et meget vigtigt ærinde, men han talte ikke engelsk eller et andet af de sprog som staben bag skranken beherskede. Det mest tydelige i deres kommunikation var kropssproget, og det de sagde til hinanden var “jeg giver op”. Om aftenen så jeg så det afsnit, hvor JLP er på en planet i selskab med en humanoid som taler et sprog, hvor han forstår de enkelte ord, men det virker som om der er fuldstændig mangel på sammenhæng.
Vores kommunikation med hinanden er ikke begrænset til ord alene. Ud over ord har vi vores kropssprog og vi omgiver os med symboler. For eksempel er kommunikationen i trafikken domineret af symboler: blinklys, grønne, gule og røde lamper, skilte med tal og figurer. Og i militæret er påklædning, symboler og bevidst af kropssprog en væstentlig del af kommunikationen ud over det sagte ord. På en måde er det sagte ord afhængig af afsenderens brug af kropsssprog og symboler for at modtageren forstår budskabet. Ja selv det skrevne ord er i disse tider præget af brugen af symboler for budskabets afkodning i den anden ende som hele smiley kulturen er et udtryk for. Selv i professionel kommunikation mellem forretningsforbindelser har jeg set brugen af smileys for at understrege venligheden i informationen.
Jeg forestillede mig derfor, at der kunne findes måder at udtrykke sig på som er så inkompatible med hinanden, at man på ingen måde kan forstå hinandens “sagte” ord.
Bæsterne forestillede jeg mig var højtudviklede insektagtige væsner. På et tidligt trin i deres udvikling har de kommunikeret med hinanden ved hjælp af elektriske impulser via nogle føleorganer. Ved processer i naturlig udvælgelse havde de individer der kunne kommunikere hurtigere og uden direkte berøring en fordel overfor dem der stadig skulle røre ved hinanden. På den måde udviklede væsnerne en slags elektromagnetisk telepati. I forvejen er der ikke meget der taler for, at kommunikation mellem to højerestående individer behøver være opbygget på samme måde som menneskelige sprog med navneord, tillægsord og udsagnsord. Og siden den elektromagnestiske kanalen også er væsensforskellig fra den luftbårne, er der muligvis ingen universal translater der kan fremme samtalen. Det mennesker og bæster så har tilbage at kommunikere med er kropssprog, påklædning og ydre symboler.
Med novellen Second contact undersøger jeg, om der kan være situationer, hvor kropssprog kan misforstås.