Galaktiske forestillinger fortsat

20121021-150819.jpgSå sker det.
For nogen aftener siden bryggede jeg så på et forord. Jeg vil godt dele mit udkast til den tilfældigt forbipasserende.

Forord november 2012

Når jeg nu bliver bedt om at indlede denne samling med et par ord, kommer jeg umiddelbart kun til at tænke på to: god fornøjelse. Det har nemlig mest af alt været min hensigt at underholde.
Intet andet.

Det har nemlig mest af alt været min hensigt at underholde.
Ingen advarsler mod farer fra fremtidens teknologi der slår fejl, mod naturlige eller menneskeskabte katastrofer eller mod fremmed liv fra det ydre rum. For jeg er varm fortaler for teknologiske fremskridt og i den naive opfattelse, at fornuften er stærkere end overtro og fordomme, selv når der gælder rumvæsener.
Alligevel vil du kunne finde en løftet pegefinger når du ser den i hver eneste af mine noveller. Men det har ikke været min mission at moralisere eller skabe opbyggelig litteratur, det er bare den måde historierne udviklede sig på. Selvfølgelig ligger emner med samfundsmæssig eller teknologisk vægt mig på sindet, og giver mig ideer til historierne, og det skinner igennem, ingen tvivl om det – for hvad hovedet er fuld af, løber munden over med – men det har ikke været planlagt.
For det meste, er novellerne løst baseret på en iagttagelse eller en sjov idé. Små øjeblikke i min egen hverdag eller helt almindelige tanker der dukker op, og som får mig til at undres. Jeg håber, at du alligevel vil kunne nikke genkendende til den ene eller anden situation og følge mine tankeeksperimenter til enden.
For eksempel opstod ideen til RT2200 DragonFly, da jeg læste en artikel om Marketing Warfare og undrede mig over, hvordan man kunne se samhandel og konkurrence som krig. Ordet handelskrig fik for mig en ny dimension. Og ideen til Second Contact kom, da jeg en dag iagttog, hvordan to mænd var nødt til at kommunikere med hinanden. Ganske tydeligt var begge fuld af fordomme og ingen beherskede den andens sprog.
Nok om mine hensigter eller mangel på samme.
Min første novelle, SkyCity udkom i 2007, i det første bind i Lige under overfladen-serien. Da SFC nu fem år efter den debut, tilbød at udgive en novellesamling kun med mine noveller, var jeg meget stolt, men jeg vidste ikke hvilke noveller jeg skulle tage med. Det eneste jeg havde, var en novelle der var egnet til at navngive samlingen: Galaktiske forestillinger. Derudover havde jeg et hoved fuld af Ideer, et par ufærdige noveller i skuffen, og en håndfuld tidligere udgivne noveller.
Det du lige nu holder i dine hænder er så resultater. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min første indsendte novelle, ville føre til en novellesamling i mit navn og at være programsat på Bogforum som forfatter.
De fleste noveller i denne samling er spritnye. Nogle gamle kendinger har sneget sig med og én af dem er SkyCity, som sagt den første novelle jeg fik udgivet. Det danske tillæg, som blev nomineret til en Niels Klim, er også med. En enkelt novelle, Det tabte tordenæg, er oversat fra engelsk, fordi jeg i sin tid skrev den til konkurrencen for EuroCon i Danmark. Siden har Det tabte tordenæg overlevet flere gennemskrivninger og modsat sig flere forsøg på oversættelse, indtil jeg, fast besluttet på at tage den med i denne samling, lavede en blanding af en oversættelse og en gendigtning.
I løbet af de fem år siden min første novelle, har jeg deltaget i ni andre antologier, og et par noveller, både science fiction, horror og realisme, er blevet udgivet i Novum, Proxima, Himmelskibet og på Novelleforlaget.dk. Undervejs er jeg stødt på redaktører, forfattere, lærere og en del ildsjæle, der har støttet mig og som jeg skylder en tak for tilliden. Først og fremmest, og den eneste vil jeg sætte navn på i denne sammenhæng, Carl-Eddy Skovgaard, der som redaktør på Lige under overfladen-serien har antaget én af mine noveller i fem af de hidtil seks udgivelser og særligt for at have antaget min første.
Nok ord (adskillige flere end to) om tilblivelsen af denne samling.

Sæt dig tilbage i det røde plyssæde og lad de galaktiske forestillinger begynde.

God fornøjelse.

Manfred

P.S.: Hvis du vil vide mere om, hvad jeg ellers har skrevet, og vil følge med i min blog som jeg opdaterer med ujævne mellemrum, så kig forbi www.x-iansen.dk

Gallaktiske forestillinger udkommer til Bogforum fra forlaget SFC

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *