ELONEX ebook 500EBx

Hvis du ikke gider at læse om mine personlige forhold, så scroll ned til “hardware” overskriften

Jeg havde i lang tid overvejet at købe en ebogslæser, men jeg var for nærig til at købe en af de første. Mine overvejelser gik på, at børnesygdomme ville være blevet rettet i en opdateret version og at pionerkøberne havde betalt for de fleste udviklingsomkostninger. For alt for mange gange har jeg købt den nye gadget for at finde ud af, at de efterfølgende apparater både var billigere og havde flere features. Så jeg lovede mig selv, at jeg denne gang ville købe den første ebogslæser til under 1000 kr.

Den kom så hos GAD til 895,- X levering.

Ved sidste års bogforum lagde jeg min vej forbi e-medie.dk standen. Flere gange, for de havde en ebogslæser jeg var lidt lun på. Det var dengang jeg oprettede grænsen på 1000 kr., for at jeg ikke skulle komme til at købe én, jeg om nogen tid alligevel ville skifte ud med en billigere og bedre, hvis jeg var hooked.

Da iPad så blev præsenteret tidligere i år kom jeg lidt i vildrede. Den ligger alt for langt fra 1000-kroners grænsen og kan meget mere end jeg har fantaseret om. Det vil sige i T4NKE XPr1m3nt beskrev jeg en iPad lignende dims, som kunne nogenlunde det en iPad kan og det er så her mit vildrede stammer fra. Meeen … som fattig arbejdsløs må man jo prioritere. … iPad du er ikke glemt.

Under alle omstændigheder ville jeg gerne købe den her 500EB hos e-medie, fordi jeg talte med Søren Mikkelsen (e-medie grundlæggeren) og hans motivation for at gå ind i eboglæserbranchen var, at han gerne ville læse de gamle science fiction-klassikere man kunne hente fra gutenberg.org på en bedre apparat end en mobiltelefon eller en Palm. Men nu købte jeg den hos GAD og fik lidt dårlig samvittighed over ikke at købe den hos Søren. Da pakken kom var den blevet sendt fra hans firma, e-medie, og så blev jeg glad igen.

Tilbage til ebook 500EB fra ELONEX.

I denne anmeldelse vil jeg inddrage en mini anmeldelse af software til MacOSX idet der ikke medfølger software til overførsel af bøger fra computer til ebogslæseren. ELONEX anbefaler selv Adobe Digital Editions, idet den kan håndtere DRM i pdf-bøgerne. Derudover har jeg prøvet Calibre, et biblioteksprogram og epub-metadata-editor. Calibre er et OpenSource /Freeware / donationware program.

Tilbage til ebook 500EB fra ELONEX. Og denne gang mener jeg det

Hardware:

Med i kassen er et par stereo ørepropper, et USB(2)kabel og en brugervejledning på dansk og engelsk.

Som man kan læse i specifikationerne har 500EB en TFT farveskærm der kan vise millioner af farver. Jeg har ikke talt dem, men jeg tager ELONEX på ordet. Femtallet i 500RB står for, at skærmen er 5 tommer i diagonalen. Formatet er tilnærmelsesvis 9 gange 16 med dens 480 gange 800 pixels (9 gange 15). En e-ink læser har typisk 600 gange 800 pixels, så man får lidt mindre i bredden. Til gengæld er der flere farver.

Den har indbygget 2Gbyte hukommelse og kan udvides med yderligere 16Gbyte via et SDkort. 2Gbyte er rigeligt til omkring 3000 tekstbøger. Hvis man læser 3 bøger om ugen, så er der læsestof nok til næsten tyve års læsning.

Chassiset er af plastik med afrundede hjørner. Bagsiden er som om den er gummibelagt og lækker at røre ved der er ingen skarpe kanter, hvor den er samlet. Bagstykket har indlagt knapper. Én til tænd/sluk/standby/reset i toppen og bladre op og ned på siden. Disse knapper virker præcise.

Derudover er der huller til I/O, udvidelser og strømforsyning. I toppen er indføringen til SDkort, hvor SDkortet flugter præcis med chassiset og tages ud ved et enkelt tryk, så den springer 5 mm frem og er let at trække ud. I bunden er der hul til høretelefon, et USB mini (forbindelse til computer) stik og et hul til strømforsyningen. Også disse virker overbevisende præcise. Lidt en skuffelse er fronten. De fire knapper i bunden til bladre, zoom og musik (?!) virker lidt pappede og plastikagtige og pladen hen over skærmen virker tynd. Tynd som i kun et nummer tykkere end overheadtransparent. Den centralt placerede knap til betjening af en del af navigationen virker for klumpet. Men for alle knapper gælder at trykoplevelsen er præcis, og hård nok, til at man ikke ved et uheld kommer til at trykke på dem. Ligesom på bagstykket er samlingerne (overgangen fra skærm til chassis og knapperne) uden kanter og alt virker velforarbejdet.

Ørepropper er som ørepropper er. Jeg kan ikke bruge dem fordi mine ører åbenbart er en fejlkonstruktion. Jeg taber alle slags, og er nødt til at bruge gaffatape eller en hårbøjle. Derfor bruger jeg mine sammenklappelige Sennheiser PX100 høretelefoner, selvom det så stadig ser ud som om jeg har hårbøjle på.

Der følger ingen oplader med. Heldigvis kan 500EB oplades over USB. Her virker både Apples lader der følger med iPhone / iPod eller også en 60kroners USB-lader fra Kvickly, som jeg så i den anledning anskaffede mig. Så man behøver ikke have computeren tændt for at oplade 500EB.

Læseoplevelsen.

Skærmen er klar og bogstaverne fint definerede. Skærmen er som sagt TFT eller LCD (same same)med baggrundsbelysning. Lysstyrken på skærmen kan indstilles fra 0% til 100%. Allerede ved 0% kan man se teksten på skærmen, og lysstyrken er god nok til at man kan læse den uden problemer, når det er helt mørkt i rummet. Ved almindelig stuebelysning skal man nok skrue op til 50%. Og ved 70% kunne jeg fint læse udenfor kl. To den 6. oktober. Men skridtet op til 100% er ikke nok til at man kan læse udenfor i fuld solskin ved 12 tiden. Som så mange andre steder, har Elonexes ingeniører / udviklere heller ikke fattet, at øjet ikke opfatter lyset som en lineær størrelse. Procenttallene handler nok mest den mængde energi der bliver tilført LEDen til baggrundsbelysningen, end hvor meget lys øjet opfatter. (Af cirka samme årsag sidder der også en logaritmisk potentiometer til at styre udgangseffekten af en forstærker, og ikke en lineær én af slagsen.) Hvorom alting er, så er det at læse på en baggrundsbelyst skærm ikke så anstrengende som jeg i begyndelsen troede. Det er faktisk ganske udmærket. Og en fordel er, at man ikke forstyrrer nogen om natten når man læser i sengen, idet man ikke behøver at have sengelampen tændt. Den er på en måde jo indbygget.

Med hensyn til at læse i dagslys: Jeg har tænkt over hvornår jeg sidst læste en bog i fuldt dagslys, og jeg kan ikke komme i tanke om et andet tidspunkt end engang for mere end 20 år siden hvor jeg læste til eksamen og blev gudsjammerligt solbrændt, fordi jeg glemte tiden. Det var også sidste gang jeg læste udenfor.

Der er kun en skrifttype i epub. En Times New Roman af en slags, som man kan lave helt lille til helt stor i seks trin. Derudover er der en ‘enlarge’-knap, hvor man kan zoome ind fra 100% til 250% hvis bogen man læser eventuelt indeholder billeder. PDF filer har alle de skrifttyper som bogen blev gereret med.

Skærmen har med sine fem tommer en mindre læseflade end en billig paperback, men det vender man sig hurtigt til. Størrelsen på skriften kan jo varieres, og man finder hurtigt ud af at skriften ikke skal være for stor, ellers er læsefornemmelsen ikke det samme som ved rigtig boglæsning hvor man ofte kan finde på at springe et par linier op eller ned på samme side. Men det gælder for den sags skyld også e-ink skærmene, som med kun 120 pixel mere i bredden ikke giver så meget mere læsestof pr. side.

Den er nok lidt lille til at læse tegneserier på. Jeg prøvede at læse “Ghost in the shell”, men der mangler altså lidt i størrelsen for at det er en god oplevelse.

Video og audio og billeder:

500EB kan også spille musik og vise film, men det var ikke grunden til at jeg købte mig en ebogslæser. Men at den kan vise de billeder som jeg har fotograferet på et kamera som bruger SD kort ved bare at flytte kortet over, er i sig selv smart nok til at jeg nok kommer til at bruge den feature.

Software:

Adobe Digital Edition.

Som sagt følger der ingen software med. Selv anbefaler ELONEX at bruge Adobe Digital Edition som har mulighed for at downloade DRM beskyttede bøger til ens ebogslæser. Det skulle så også være den eneste grund til at man bruger det stykke software. Der er ingen søgefunktion, og med en mulighed for at skulle finde en bestemt titel blandt 3000 bøger er det lidt meget at bladre igennem. Der er heller ingen mulighed for synkronisering. Og så skal ens ebogslæser “registreres” også selvom man ikke har tænkt sig at læse DRM-beskyttede bøger. På den måde kan man ikke bruge ens ebogslæser ved to forskellige computere, idet ens tilladelse bliver overskrevet. Idet Adobe Digital Edition har en grænse på 6 ebogslæsere pr. computer kommer man hurtigt til at have opbrugt antal licenser, hvis man skulle finde på at hente bøger fra to forskellige computere. Adobe Digital Edition har således samme “fejl” som iTunes, hvor ens iPod er “låst” til en bestemt computer. Men i iTuens har man i det mindste en butik som man kan købe musik i. Og en søgefunktion og meget mere, som opvejer det en smule. Men her er Adobe Digital Edition helt blank. INGENTING. NADA. Dens eneste eksistensgrundlag er således DRM.

Adobe Digital Edition Findes både til Mac og PC. De har lovet en Linux version, men den er ikke kommet endnu.

Calibre

Calibre er et OpenSource projekt. I modsætning til Adobe Digital Edition findes Calibre udover Windows og OSX også til Linux og supporterer hele 7 forkesllige distributioner / flavors. Og siden det er OpenSource, er alt, hvad der hedder DRM eller har samme smag, bandlyst. Til gengæld kan den synkronisere. Den kan konvertere en html fil til epub eller PDF hvis du skulle få brug for det. Og det er så sandelig nødvendigt, da Calibre har en indbygget nyhedsfunktion. Den kan nemlig hente nyheder fra en række nyhedsmedier og lægge dem ud på din ebogslæser. Vi taler om nyheder fra DR, Information, Berlingske, Politikken og JP. Og man kan selv oprette flere hvis man vil og har adgang til dem. Den kan sættes op til at hente nyhederne hver nat eller morgen eller middag, eller to gange om dagen. Og så slette de gamle efter fem eller ti dage eller to måneder, hvis du har lyst til det. Du bestemmer selv hvor gamle nyheder du vil have.

Desværre har 500EB ikke nogen mulighed for at navigere inde i dokumenterne hvad jeg ved af, så resultatet er en lang tekst man kan bladre i.

Konklusion

Som førstegangsbruger af en ebogslæser, er jeg overbevist om, at det er vejen frem. Den vejer ikke noget og kan en masse. Lige den her model har nogle svagheder som jeg allerede nu godt kunne tænke mig min næste anskaffelse af denne slags skal kunne og som jeg også vil betale for (eksempelvis denne), men lad mig nu se om jeg ikke bliver hængende hos denne i længer tid. Min Palm eufori endte med, at jeg ikke opdaterede den gamle m515, nok mest fordi den ikke var det jeg havde brug for. Men det her er mere i den retning jeg vil gå, og med 500EB synes jeg, at jeg har gjort et godt køb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *