Mine første to måneder af kriseforårsaget lediggang har været lærerige. Ud over at jeg har lært at vende hver evig eneste 50øre i hånden og at gå på tilbudsjagt for at få dagpengene til at slå til, så har jeg også lært at se afslag i et andet lys.

I starten var det lidt hårdt at få det ene afslag efter det andet, hvor jeg fik at vide at jeg ikke slog til i det job jeg havde søgt. Det føltes uretfærdig, og det gibbede i mig at ringe til afslåeren (er det det tekniske begreb for den der sender afslag?) og fortælle ham eller hende, at han eller hun har begået en fejl ved netop at frasortere mig. Jeg lod dog være. Noget jeg er sikker på, de tohundredetooghalvtreds andre afslåede ansøgere også lod være med.

Men tænk hvis alle forsmåede afslagne jobvillige ringer til deres afslåere. Holder dem i telefonen i timer. Det vil piske en telefonstorm op, der får hedenganges ktas gamle kobber til at gløde så meget, at fodgængere på fortovetet får varme fødder. HR medarbejdere forsøger at holde skansen. Bliver nødt til at ansætte assistenter til at ride telefonstormen af, som ikke skal gøre andet end at lytte til de afslagne.

Men man kommer jo ikke bare ind fra gaden som lytter. Der bliver afholdt kurser i at lytte. Og kurser i at afholde disse kurser.

At lytte bliver en karriere, og man kan specialisere sig i at lytte indenfor brancherne. Lytteren til friørbranchen skal kunne lytte til andet, end den til truckførerbranchen. Og marketingfolk kan ikke lyttes til på samme måde som revisorer.

Så antallet af gode lyttere er begrænset og nogle HR folk lytter derfor selv til de afslagne, bliver svage da de mangler den rette træning og i et anfald af medlidenhed ansætter alle ansøgere til samme job. Så en dag er der ikke flere ansøgere tilbage, fordi de enten deler job med hundredevis andre, eller skal lytte til folk der ringer fordi de har fået afslag. Og de ringer jo kun fordi de har tid nok da de deler samme arbejde med hundrede andre.

Jeg tror jeg ringer næste gang.