Det var jo egentlig kun for sjov Birgit havde indtastet sin profil på dating site’et.
Hun betragtede sit spejlbillede. Den gode creme dækkede de fleste rynker.
“Du behøver ikke vente oppe, det bliver sikkert sent.” Sørens stemme rungede muntert ude fra gangen så nynnede han videre på en sang. Han stak hovedet ud i badeværelset. For et møde med vennerne var han usædvanlig pænt i tøjet.
“Skal du også ud?” spurgte han.
“Ja. Siden du ville ud med dine gamle studenterkammerater, aftalte jeg, at mødes med Louise i byen.” Hun kunne mærke varmen stige i kinderne.
“Louise? Nå, hende. Hvad skal I?” Sørens mundvige blev trukket ud til et kunstigt smil.
“Se en film. Gå på café. Pigesnak. Det sædvanlige.” Hun vidste at Søren ikke kunne udstå Louise og aldrig ville finde på at tale med hende.
“Nå det må du selv om. Vi ses.” Han kyssede hende på kinden og gik. Yderdøren smækkede.
Han have endda det pæne nye slips på.
Med mascara blev hendes øjne mere blå.
Det hele startede måske med, at han købte sig en bærbar. Efter han havde pensioneret sig selv manglede han noget at lave, for han kunne ikke spille golf hele tiden. Han sagde, han ville skrive en bog.
Han var hele tiden online som det hed. Tog endda nogle gange computeren med i sengen for at læse eller skrive. Han virkede lidt muggen dengang.
Hun tog den lille firkantede æske ud af beauty-boxen. Det var mange år siden hun sidst havde brugt rouge.
Så købte hun selv en bærbar.
Ind imellem sad de ved siden af hinanden i sengen med hver deres computer. Det var sådan en aften, mens de begge var online i sengen, at hun meldte sig ind i datingsitet. Det var på en måde meget pirrende. Som at være ham utro mens han så på.
Uden hårnålene kunne håret falde frit. Hun virrede med på hovedet. Så knugede hun håret og satte det op igen. Lidt løsere med den store brun plastik hårklemme. Et par af hendes naturlige krøller hang stadig løse ved ørerne.
I den seneste tid var Søren i meget bedre humør, men han virkede også mere fjern. Det kunne selvfølgelig også være, at det var hende der var blevet mindre opmærksom på ham.
Måske siden dengang én af de flinke på dating site’et bed på krogen.
Den nye halskæde med rosenkvartsstenene var måske lidt for kæk til en på hendes alder, men den var så pæn.
I hendes profil havde hun løjet sig yngre. Det var jo en slags hemmelig identitet. Hun kunne jo gøre hvad hun havde lyst til.
I en halvmørk restaurant kunne hun sagtens gå som én i trediverne og mere havde hun ikke lovet.
Hun overvejede om hun skulle tage den vovede røde eller den stilfulde, lange blå på, men endte med den halvlange mørkegrønne. Det var jo ikke noget galla hun skulle til.
Ingen på datingsitet brugte deres rigtige navne. Og der var ingen billeder. Det var derfor havde hun valgt netop det site. Hun ville nødigt kunne identificeres. Ham hun skulle mødes med, kaldte sig selv “Net Kavaler”. Det var hans underfundighed hun ikke kunne stå for. Hendes eget handle (hændl), som man kaldte det i det angliserede computersprog, var “sejber tjik”. Hun syntes selv det lød ungdommelig. Under alle omstændigheder yngre end 52.
Hun anede ikke hvordan han så ud. De skulle mødes i caféen, hvor han havde reserveret et bord under navnet “dotnet”. Hun kunne stadig nå at bakke ud hvis han skulle vise sig at være mindre net. Han var i trediverne.
Eller var han?
Hvis hun nu fik noget vin kunne hun ikke tage bilen tilbage. Bussen kørte stort set hele vejen. Hun ringede efter en taxi.
“Til Århusgade Café” sagde hun.
Allerede da taxien drejede ind på Århusgade, så hun Søren stå foran indgangsdøren til caféen. Hun genkendte det pæne slips. Han havde Åbenbart skiftet jakken. Hun anede ikke hvor hendes mand skulle mødes med gutterne, det havde ikke interesseret hende. Pokkers også.
“Gider du godt køre lidt længere ned ad gaden?” sagde hun til chaufføren, mens hun skjulte sit ansigt med den ene hånd, da de kørte tæt forbi Søren.
Først helt nede ved Løgstørgade turde hun bede chaufføren om at stoppe.
Langsomt gående, nærmede hun sig Århusgade Café nedefra.
Søren stod og kiggede på uret. Han så meget yngre ud. Rank med et smil på læben. Sådan som hun huskede ham fra dengang de lærte hinanden at kende. Dengang var han opmærksom og velformuleret. Ikke mindst spøgefuld.
Næsten ligesom Net Kavaleren.
Det gik op for hende hvor meget Søren og Net Kavaler lignede hinanden, når det kom til humor og den lune måde at bruge ord og formuleringer. Der var faktisk mange lighedspunkter.
Hvad nu hvis Søren var hendes Net Kavaler. Jo mere hun tænkte over det, jo mere mening gav det. Tænk vor morsomt hvis de havde siddet ved siden af hinanden i sengen og sendt beskeder. Smilet over de samme ting men ikke turdet grine højt af hensyn til ikke at forstyrre den anden. Derfor havde hun også følt det som naturligt at sige ja til invitationen til at mødes IRL, In Real Life.
Hun grublede over hvad hun skulle sige. Hvordan den akavede situation kunne reddes.
Mens Birgit langsomt nærmede sig Caféen blev hun overhalet af en langbenet rødhåret som styrede direkte mod Søren. Omfavnede ham. Kyssede ham på munden.
Hun stivnede. Da det første chok havde fortaget sig, forberedte hun sig på at gå til angreb.
Hun satte farten i vejret. Formulerede al verdens skældsord hun ville lade hagle ned over ham. Glemte alt om at hun skulle mødes med Net Kavaleren.
Hun nåede frem i det Øjeblik de var på vej ind i caféen. Hun kunne mærke raseriet stige op og varme årerne.
“Hvad laver du her?” Halvvejs råbende lagde hun en hånd på hans skulder. Han vendte sig om og hun stirrede i et ungt fremmed ansigt der kun antydningsvis lignede Søren.
Halvvejs fik jeg pludselig en mistanke: hvad nu hvis de møder hinanden derude? Og så sprang jeg til slutningen for at finde ud af det. Måske fordi det allerede er lidt en kliché at “date med fremmed, der viser sig at væe en jeg kender”. Post-you’ve-got-mail.
Men starten kunne jeg rigtigt gode lide! 🙂
damn
jeg faldt i klichéfælden.
Selvom det jo ikke var den “rigtige” hun mødte, var det en kliché jeg kørte på
Tak for at du gjorde mig opmærksom på det
M