Sådan!

Færdigt arbejde.

Det var der ingen der kunne slå.

Når sandheden skulle frem var der ingen på kontoret, der var på hans niveau. Og nok heller ikke udenfor. Peter tog papiret ud af printeren og så på udskriften. Farverne var perfekte.

“Yes, den er lige i øjet!” sagde han så alle kunne høre det. Hanne, hende ved vinduet, var den eneste der kiggede op fra skærmen. Så lo han højt, for at understrege sin annoncering.

“Hvorfor kagler du sådan? Har du lagt et æg?” sagde Søren fra skrivebordet overfor med hovedet gemt bag LCD-skærmen.

“Yes, Guldæg. Bare vent!”

Han bar udskriften løftet frem foran kroppen hen til kopimaskinen. Brystet skudt frem. Hovedet bukket en smule bagover. Ikke for meget, det skulle nødigt se ud som om han kiggede på lamper eller undersægte loftsplader.

Han kunne selvfølgelig bare have printet en kopi til alle eller, endnu lettere, have sendt dokumentet som e-mail, men på denne måde kunne alle se ham gå sejrsgangen gennem kontorlandskabet.

De var 23 på kontoret. Han tastede 25. Chefen skulle også have en kopi. Og chefens chef.

Originalen, der havde de mest strålende farver, hængte han på opslagstavlen og kopierne delte han ud. Personligt. Og han kunne ikke holde sig fra at knytte nogle ord til uddelingen.

“Du må godt beholde kopien.”, “Skal jeg signere den?”, “Chefen holder sikkert en reception i eftermiddag.”

Peter lænede sig tilbage i kontorstolen og flettede fingrene bag hovedet.

En papirsflyver sejlede gennem luften og landede foran ham på skrivebordet. Det var Sørens kopi, han var den eneste der ville have en autograf.

“Peter for helvede! Det er jo bare et lagkagediagram.”