Bag mig kan jeg høre et mekanisk bølgende susen, hård som en mur af metal, langsomt svulmende i styrke for derefter at falde hen, indtil næste bølge overtager og overdøver sin forgænger. Lyden er sammenfaldende med en dyb knurren der forplanter sig i undergrunden og ender som vibrationer i bænkens træ, engang i mellem brudt af en skinger hvinen som truer med at flænge mine trommehinder til strimler, en munter fanfare med kun en tone eller et langt og melodiøst udbrud af harme.

I dyb kontrast dertil opfanger jeg foran mig noget organisk, dyrisk og vådt. Et kor af hvæsende svaner begynder på en pludselig sang mens de plasker rytmen i overfladen, og dernæst kun hvæsende stiger opad. Nedenunder taler andre skabninger til hinanden med et ordforråd af kort skrydende konsonanter og langtrukne vrinskende vokaler og animerede agitatorer kurrer og skvadrer ivrigt gispende om føde og forplantning.

Men til højre og venstre, er lyden ligesom barnlig glæde af friske hyl blandet med kærlig hvisken af smaskende kys.