I dag er det Dan Tuèlls fødselsdag. Han ville være blevet 63. Han har haft mange erhverv. Bl.a. underviste han sammen med Jannick Storm på Danmarks Biblioteksskole i starten af 1970’erne i faget Science Fiction. Pudsigt!
I anledning af hans fødselsdag leger jeg lidt med tanken om, at “jeg skulle have været taxachauffør”.

Jeg kan slet ikke forstå hvad han siger, så derfor viser han mig sin mobil med adressen. En god tur og vejnavnet lyder bekendt, men jeg kommer ikke så ofte ud på de kanter. Hurtigt taster jeg adressen ind i GPSen. Et sted ved vandet. Vi triller af sted.

Jeg forsøger at tale med ham, men han forstår ikke en skid.

Da han steg ind var jeg sikker på, at han skulle til Nørrebro eller Halmtorvet i gamle dage, men Ishøj passer lige så godt. Jeg kan se ham i bakspejlet. Furer i ansigtet. Han sidder lidt sammenbøjet med et udtryk som om noget gør ondt hele tiden. Han har sikkert levet hårdt og kan nu mærke konsekvenserne. Måske er han musiker.

Det skifter til grønt, jeg trykker på speederen og Mercedes’en trækker godt.

Da kan kom ind så jeg, at han har jeans på og en sort hue ellers helt almindelig klædt. Musikere, ja de går jo ikke rundt og ligner nogen der skal gå på scenen hvert øjeblik det skal være. Han er helt sikker musiker med masser af Rock og Rul og babes og sprut i lange baner. Hvis vi talte samme sprog ville jeg begynde at tale om vejret, han ville så svare, at det er det samme over hele Europa, og det ville han vide fordi han er på Europaturne. Og så kommer vi til at snakke om musik, og hvilken musik jeg godt kan lide. Så ville han fortælle mig navnet på bandet han spiller i og ville give mig fribilletter og bede om at jeg finder en station i radioen som spiller noget rock.

Jeg drejer over på 100FM, skruer lidt op og kigger i spejlet.

Når lige over krydset inden det bliver rødt  og så op på tilkørselsrampen. Ring tre er bedre her tidlig på eftermiddagen.

Han sidder og stirrer ud af ruden, reagerer slet ikke på musikken, ingen rytme. Han havde kun en lille rygsæk med. Umuligt at en guitar passer i den. Måske er han slet ikke musiker, han ser også lidt gammel ud, men slet ikke lige så gammel som Keith Richards.

En melodi spiller. Det er hans telefon der ringer. Han griber i sin jakkelomme og begynder at tale ”Da“ siger han. Det lyder som russisk eller et eller andet jeg ikke forstår. Han smiler og plaprer højrøstet løs. En russer i Danmark. Han prikker mig på skulderen og gør tegn til at jeg skal skrue ned for radioen. Han ser en smule sur ud. Mundvigene hænger. Jeg skruer ned.

Det kan være, at han er fra den russiske mafia. Jeg kigger på GPSens display. Ude ved vandet. Langt fra Ishøj Strandvej. Der ser ud som om der kun er en parkeringsplads og en større bygning der ude, og en marina som sikkert er øde her om vinteren. Jeg drejer spejlet en smule for bedre at se ham. Han griner ondt og forbryderisk mens han kniber øjnene sammen til to gnistrende spalter. Når vi kommer til parkeringspladsen tager han sikkert en pistol frem og så forlanger alle pengene eller også er han lejemorder og jeg skal køre ham igennem hele byen ligesom ham Jamie Foxx i filmen med Tom Cruise.

Vi forlader Ring tre og kører ned på Ishøj Strandvej. Til venstre kan jeg se den bygning vi skal over til. Den ligner en kæmpe stor grå presenning der er trukket stramt henover et tærrestativ.  Nu kan jeg huske at adressen hører til Arken. Manden betaler med en del ekstra og kravler ud.

Måske er han tjekkisk gallerist eller en berømt slovakisk kunstner.