Der har været lidt tomt med inspiration i den øvre etage de seneste par dage, og jeg begyndte dette indlæg ved bare at bare at skrive enkelte ord efterhinanden, som så dannede en sætning for måske at blive til flere sætninger og til sidst give mening, fordi jeg skulle finde på noget, men de eneste inspirationskilder jeg har er mine to daglige gåture langs søerne, mine 7 3/4 timer på arbejdet og familielivet derhjemme. Jeg kan jo ikke blive ved med at skrive om ænder og svaner eller beskrive hvordan isen smelter, arbejdet er kedeligt, trade secrets, begge dele eller bare business as usual, og familielivet er helligt (medmindre det er heftigt modificeret).
Og så er det lang tid siden jeg har “Hank’et” den i lænestolen, eller har været på café. Nok mest fordi badevægten siger nej. Men et eller andet skriveværdigt må jeg da have lavet, siden jeg bliver ved med at taste knapper. Det er nok bedst hvis det ikke er mig der bedømmer om det er læseværdigt.
Jeg læste det jeg lige har skrevet igennem og jeg må indrømme at jeg ikke er så stærk i det nye komma. I går aftes sagde Trisse siger at det er lige meget med komma, og Birger plejer at lægge en stak i begyndelsen af sine historier så læseren selv kan fordele dem hvor de mangler.
Dem vil jeg så slutte med ,,,,,,,