I disse kolde tider går jeg altid med en hyggeflis, men i går gik lynlåsen på min trofaste flisjakke i stykker. Den tiloversblevne del af mekanismen sad urokkelig fast i den takkede kant og den tætsluttende åbning i halsen, meget rar i denne kulde, var for snæver til, at jeg kunne trække den over hovedet, så jeg måtte klippe flisen op for at få den af. Den eneste erstatning jeg havde i klædeskabet var en vestagtig ærmeløs træningsjakke med hætte som jeg på et tidspunkt havde købt i kådhed over at have bestået min 6. kyu grad i kyokushin karate.

Udstyret med denne kampsportspåklædning gik jeg så til de første to lektioner i aftenskole for wannabe-writers, med det formål at træne mig til det sorte bælte i skrivning, med vores nye sensei, Trisse Gejl (5. dan i forfatter).

Efter 10 minutters intensiv opvarmning fik vi på tur nogle terninger som vi skulle kaste og derefter skulle vi skrive vores erindringer fra dengang vi havde den alder øjnene viste. Jeg fik tolv.

Tolv.

Hvad dælen lavede jeg da jeg var tolv?

Mit blik faldt ned over mit træningstøj og kyokushinmærket. En episode fra et koloniophold på Rømø stod pludselig rødmende klart i frontallappen. Min dengang mindre udviklede realitetssans fik mig til at bilde de andre ind, at jeg kunne karate. Sådan cirka 25 år får jeg rent faktisk begyndte at træne det for real. Men det var efter de andre havde smidt en balje med vand, som led i en vandkamp, over døren ind til den toiletbås hvor jeg sad og lavede forretninger. For ikke at skulle opleve det igen, blev jeg nødt til at finde på en historie.

Det var rent selvforsvar, og siden jeg var den eneste fra min skole der var på den sommerkoloni, så jeg kunne jo fortælle hvad jeg havde lyst til, opføre mig som det passede mig. Jeg ville jo nok ikke komme til at måde nogen af dem igen.

Jeg kunne da også lidt: Bruce Lee (ham der er inde in David Duchovny – Bruce Lee døde nemlig aldrig) var allerede dengang en slags idol for mig, og jeg havde lært mig selv et par tricks via tegneserier og bøger i bedste karate kid stil ni år før filmen. Jeg mødte bare aldrig min Mr. Miyagi.
De andre satte mig også på prøver: “Slå lige den gren over” og “det her bræt er for stor”. Heldigt for mig var de fleste prøver tynde kviste fra underskoven og indtørret flydetømmer. Jeg slap så for flere våde overraskelser resten af koloniopholdet.

Hvad jeg ikke havde overvejet var, at jeg skulle skifte skole efter sommerferien, og i den nye klasse kunne jeg møde flere af mine sommervenner.

Hva skal jeg sige?

OSU!