Gik ud for at spise.
Ned ad gaden med frisører, restauranter og gallerier med Cobra og conceptual art. Take-aways fra hele Asien, pizzeriaer med ægte italienere og hvor frisørenes kunder læser om sig selv i ugebladene.
Gaden hvor cool er det nye cool.
Jeg indsugede indtryk. Materiale til romanen på harddisken der lå og kaldte. Men mavens rumlen forstyrrede koncentrationen. Og hvad skulle jeg spise falafel eller curry, nigiri eller springroll.
For fanden, hvor var jeg bare kosmopolit.
Jeg var så trendy, at jeg måtte gå på den anden side af gaden, for at Tage Frandsen ikke skulle dugge sine ruder til af misundelse.
Romanen dukkede op i hjernen og tryggede på samvittigheden. Materiale var der nok af jeg skulle bare gå i gang.
Var jeg så heldig at jeg havde fået skriveblokering? At klappen var gået ned, så jeg kunne svælge i selvmedlidenhed, jamre over hvor svært det er at være forfatter med writers block og vælte rundt med smarte replikker over andres klichéer.
Klichér!
Lidt sent gik det op for mig at jeg ikke var på vej til at spise i TYO eller LA, men Frb. C på HCØ.

For på Frederiksberg bliver Sukiyaki let til japansk fondue.